S E M I KO L O N - EgernInc

N o g l e b e m æ r k n i n g e r a n g å e n d e b e v i d s t h e d . . .
connecting idea. Resemblance, then, is a
mode of association by the inward nature
of ideas and of mind.” (CP, 7. 392)
Det er således associationen, som skaber
similariteten, men det er vigtigt at bemærke,
hvorledes det sind, for hvilket noget er
similært med noget andet, er underlagt pres
og tvang fra vanedannelsen, ikke kun i den
indre, og dermed følelsernes verden, men så
sandelig også den ydre verden; association
i kraft af similaritet er derfor motiveret, og
sindets evne hertil er en naturligt udviklet
evne. M. G. Murphey skriver i The development
of Peirce`s Philosophy (1993) om:
“...an innate disposition to classify certain
attributes or effects of objects as similar.
The similarity exists because they are classed
together; and they are classed together
because they indicate important relations
among objects. Ultimately, the explanation
for such association lies in the structure
of the brain where evolution and natural
selection have produced this disposition”
(Murphey 1993, 340)
Denne sindets evne til at danne og
fremsætte similaritetsassociationer hænger
nært sammen med begrebet abduktion
hos Peirce; at abducere er, kort og godt, at
associere i kraft af similaritet.
Abduktionsbegrebet
Peirce betonede i en anmeldelse af vennen
W. James’ The Principles of Psychology (1890),
at abduktionens logik kan forstås således:
“A well-recognized kind of object, M, has
for its ordinary predicates, P 1 , P 2 , P 3 ,
indistinctly recognized. The suggesting
object S, has these same predicates. Hence,
S is of the kind M.” (CP, 8.64)
Der gik vi rundt og troede, at objekterne
M og S er forskellige, men ved hjælp af
abduktion finder vi ud af, at disse objekter,
i en vis henseende, faktisk er similære;
de tilhører samme slags, idet de deler en
række saliente prædikater: P1, P2 og P3.
Denne form for indsigt kan komme til os
som, med Peirces formulering fra Havardforelæsningen
’Pragmatism and Abduction’
(1905):
“...et lynglimt. Det er et tilfælde af indsigt,
om end yderst fejlbarlig indsigt. Det er
sandt, at vi havde de forskellige elementer
i hypotesen i tankerne før da; men det er
ideen om at sætte noget sammen, som vi
aldrig havde drømt om at sætte sammen, der
i et glimt viser os det nye forslag, som vi
kan overveje.” (Peirce 1994, 164)
Det er kun ved hjælp af abduktionen,
og dermed tænkning i hypoikoner, at
nye erkendelser lader sig introducere (cf.
CP, 5.172; Fann 1970). Men spørgmålet
bliver: Tillagde Peirce selv metaforen en
erkendelsesskabende funktion?
Metaforen som en kognitiv mekanisme
Metaforen må i et peirceansk perspektiv
kunne siges at være et forhold, som
gennemtrænger og udspiller sig i
bevidstheden (cf. Danaher 1998); den er
en form for medisense, og dens betydning
afstedkommes af association i kraft af
similaritet, en similaritet, der er motiveret
af pres og tvang fra vanedannelsen i såvel
den indre som den ydre verden; men kan vi
hos Peirce finde belæg for, at han betragtede
s i d e [ 9 9 ]