S E M I KO L O N - EgernInc

s i d e [ 5 6 ]
K a s p e r G r e e n K r e j b e r g
der tilbyder løsrevne og ubrugelige
informationer, og som peger hen mod
den ”opløsning af vores erindringsevne”
(ibid.), som Austerlitz harcelerer over.
I informationssamfundets katedraler er
mennesket og dets viden om sig selv et
fremmedelement.
Samme fornemmelse af afmagt over
for samfundets accelererende hang til
glemsel og fortrængning, står Austerlitz
med, da han på sin frygtede rejse gennem
Tyskland kommer til Nürnberg. Hele sit liv
har han undgået Tyskland, Europas mørke
hjerte, egentlig mest pga. en ubevidst lede
ved at skulle besøge det land, nazismen og
Holocaust udsprang af. Han overraskes
umiddelbart af den orden, der hersker alle
vegne i mørkets hjerte, som ved en pudsig
omvending kommer til at fremstå som
det mest lyse og rene sted i Europa. Men
i Nürnberg indser han, at prisen for denne
ordnung muss sein-ideologi er, at tyskerne har
kappet forbindelsen til deres fortid.
”Det foruroligede mig, at jeg, når jeg så
op ad facaderne på begge sider af gaden,
selv på de efter stilen at dømme ældre
bygninger, der gik helt tilbage til det 16.
eller 15. århundrede, intetsteds, hverken
på hjørnekanterne eller på gavlene,
vindueskarmene eller gesimserne kunne få
øje på en krum linje eller noget andet spor
af den svundne tid.” (Sebald 2003, 290)
De fleste større tyske byer er reelt kulissebyer,
genopbygget oven på Anden Verdenskrigs
ruindynger. De ligner altså noget, der var
engang, men uden at være det. Fortidens
manglende spor i nutiden hindrer Austerlitz
i at aktivere sin heterotopiske bevidsthed
og dermed sit identitetsprojekt, og selv
om besøget i Theresienstadt gjorde ham
fysisk utilpas, så er den afmagt og apati,
han hensynker i efter Tysklandsbesøget,
langt værre. Hellere kunne rekonstruere
en identitet, der fortæller nok så grumme
historier, end slet ikke at have mulighed for
det. Og godt nok har især Anden Verdenskrig
spillet en altafgørende og skæbnesvanger
rolle for hans liv, men i hans efterforskning
er det altså i højere grad Europas evne
til ubekymret glemsel, der påvirker den
følsomme Austerlitz, end rekonstruktionen
af krigens rædsler.
Melankolikeren
Man kan sige, at Austerlitz virker som lidt af
en håbløs historiker, der i sin iver efter at grave
hele fortiden frem, erkender det umulige i
projektet. Umiddelbart kunne hans maniske
tidsarkæologi og identitetskontruktion
skyldes en nostalgisk længsel efter at finde
sine rødder, at finde sit hjem, sit ”nostos”.
Men i og med at han erkender det futile i
sit projekt og alligevel fortsætter sin stille,
registrerende færden overalt i Europa, bliver
Austerlitz snarere en melankoliker, for hvem
det er længslen i sig selv, der er central. Mens
nostalgikeren har et konkret sted at rette sin
længsel mod, er melankolikeren en langt
mere pint og smertefuld figur, som indser,
at hans længslers mål ikke eksisterer, selv
om han fortsætter sin søgen dem.
Austerlitz’ melankoli bliver ved hans
rejser på kryds og tværs af Europa til
hele kontinentets melankoli. De utallige
minder fra fortiden, han støder på, taler til
ham om krig og død og ødelæggelse, eller
også vækker de små glimt i erindringen,
der fremkalder en skrøbelig følelse af
glæde. Men moderniteten, og ikke mindst
postmoderniteten, det virtuelle regime,