S E M I KO L O N - EgernInc

o g a n m e l d e l s ee r
s i d e [ 1 3 6 ]
hverken filosofiens rene begrebsafklaring
eller den empiriske forsknings tålmodige
indsamling af data. Snarere må det siges
at bestå en række undersøgelser af, hvad
man med et lacaniansk udtryk kan kalde
vores Symbolske Orden – altså det system
af forestillinger, der udgør den måde, vi
betragter verden på. En accept af, at der
eksisterer noget sådant som en sådan
symbolsk orden, er nok nødvendig, for at
acceptere argumentationskæder, der går
direkte fra ”krigen mod terror” til analyser
af Indenpendence Day. Gør man til gengæld
det, er der mange overraskede indsigter af
hente ved disse sammenstillinger.
En enkelt puritansk kommentar skal
der dog lyde: Som fagfilosof kan man
til tide godt blive irriteret over den lidt
sløsede og upræcise brug af filosofiske
begreber. Descartes har for eksempel ikke
noget transcendentalt subjekt, som det
hævdes i Subjektologien (s. 24). Selvom det
i sammenhængen sådan set er meget klart,
hvad der menes, så er det bare forkert.
Den slags må dog siges at være
småting. Laustsens og Dikens ærinde er et
andet, nemlig at få de filosofiske begreber
i spil i vores aktuelle samfundsmæssige
virkelighed, og så tilgiver man dem hurtigt
deres unøjagtigheder. For i modsætning til
mangt en lærd filosofisk afhandling, formår
Diken og Laustsen at benytte filosofien til at
sige noget vigtigt om vor tids udfordringer
– og skriver sig således ind i en fornem
sociologisk tradition for analyser, der ikke
lade sig indpasse i gængse fagopdelinger.
Men som Hegel sagde, er en tænkning, der
ikke tænker i tabeller og skemaer, abstrakt
for den, som kun er i stand til at tænke i
sådanne. Er man til gengæld i stand til at
tænke ud over det, er der meget at hente
om emner, der definerer vor tid, i Diken
og Laustsens bøger. Man kan måske undre
sig over, at man må over på Statskundskab
for at finde den slags, og at det ikke i højere
grad er noget, der finder sted på Filosofi
og Idéhistorie. Her er et sted og tage fat
i en tid, der skriger på, at humaniora skal
vise sin samfundsmæssige relevans. Hvis
man tør at få beskidte hænder, er der her
et sted, vi kan vise, at samfundsmæssig
relevans er meget andet og mere end de
seneste managementtrends i det private
erhvervsliv.
- Jon Rostgaard Boiesen