S E M I KO L O N - EgernInc

K o n f l i k t u e l t d e m o k r a t i , m o d e r n e k l a s s e k a m p . . .
synonymer, hvis man ved klassekamp forstår
de undertryktes udenomsparlamentariske
kamp for rettigheder og anerkendelse.
Balibar hævder nu, at en transnational
europæisk konstruktion er nødvendig for at
frigøre klassekampen fra den nationale ramme.
For at forstå denne formulering, må
man i første omgang tage til orde mod dem,
der hævder, at et begreb som klassekamp er
forældet, fordi der ikke længere eksisterer
klasser, i hvert fald ikke nogen arbejderklasse.
Hvis man bor i Frankrig, England, Tyskland
eller Spanien, ved man, at dette ikke er sandt.
Der findes en europæisk arbejderklasse,
nemlig de over fem millioner mennesker, der
plukker tomater, tømmer skraldespande, gør
rent, vasker vinduer etc., men som ikke har
almindelige politiske og sociale rettigheder.
Regeringerne kalder disse mennesker for
”illegale” og hævder, at de burde smides
ud af Europa. Sandheden er imidlertid, at
ingen nogenlunde ansvarlig politiker ville
smide de papirløse arbejdere ud, for den
europæiske økonomi har brug for dem. Som
det britiske parlamentsmedlem Geraldine
Smith formulerer det:
”Det (illegale arbejde, red.) holder vores
økonomi gående. Se en by som London.
Hvis alle illegale immigranter blev fjernet,
så tror jeg, London ville gå langsomt i stå”
(Heilbuth, Dahlstrøm og Nielsen 2006, 35).
Når de europæiske regeringer hævder,
at de vil bekæmpe den illegale indvandring,
er det kun for at have en undskyldning for
ikke at legalisere de papirløse arbejdere,
hvilket ville koste penge. For så vidt som
disse regeringer således tydeligvis fører en
klassepolitik, er der god grund til at holde
fast i et begreb som klassekamp. Desuden
må man endnu engang forbløffes over
Marx’ og Engels’ fremsynethed, da de
hævdede, at ”arbejderne [ikke] har […] noget
fædreland” (Marx, Engels 1998, 58). Det er
på denne baggrund, at Balibar kan hævde, at
klassekampen skal frigøres fra den nationale
ramme. De klassiske arbejderpartier er
nemlig tydeligvis fanget i denne ramme,
hvilket blandt andet kunne ses i Frankrig fra
1997 til 2002, hvor den socialistiske regering
ikke ville efterkomme det krav om en
legalisering af de papirløse arbejdere, som
blev fremsat af blandt andet l’Organisation
politique. 4 De franske socialister interesserer
sig kort sagt ikke for de papirløse arbejdere,
fordi disse ikke er franskmænd.
Man må altså frigøre klassekampen fra
den ramme, der hedder nationalstaten, hvor
folket og dermed arbejderklassen defineres
ud fra nationale og delvist etniske kriterier.
Den europæiske konstruktion kan ifølge
Balibar være et skridt på vejen til denne
frigørelse. På et europæisk niveau vil det
være muligt at opfinde institutioner, der
muliggør en politisk kamp, som involverer
den egentlige europæiske arbejderklasse,
det vil sige de papirløse arbejdere (og i
virkeligheden også de ”lovlige” indvandrere,
som også oftest er arbejdere og ikke har
stemmeret).
Hvilke europæiske institutioner er
ifølge Balibar gunstige for denne nye
transnationale klassekamp? Han gør her
opmærksom på landegrænsernes voksende
indenrigspolitiske betydning. Vi kan i dag ikke
længere opfatte grænser som noget, der
adskiller det indre fra det ydre og således
markerer ”modsætningen mellem politikken
og diplomatiet (eller krigen)” (Balibar
2005, 84). I en globaliseret verden påvirker
””ydre” politikker […] vores politiske
rums ”indre” og omvendt” (Balibar 2005,
127). Det betyder, at den måde, som et
s i d e [ 2 5 ]