S E M I KO L O N - EgernInc

oo g a n mm e l d ee l ss ee r
s i d e [ 1 3 2 ]
som en konkurrent til genetisk fitness, og
med det forstår vi, at organismer via en
opmærksomhed mod nicher og vigtige tegn
i deres miljø (det som Jakob von Uexküll
kaldte for umwelt), oparbejder visse vaner i
deres fortolkning. Disse vaner former deres
handlinger og sætter dermed et pres på deres
gener. Generne presses til at fungere som
en ”støttemekanisme” for de opdagelser,
der gøres i det semiotiske landskab. Dette
kaldes for genetisk assimilation og har
en forbavsende lighed med den såkaldte
Baldwineffekt, samt co-evolution (som er
sunde og gode darwinistiske fremstillinger),
hvor dyrets tillærte vaner kan lægge et pres
på de gener, som netop kan understøtte
disse nye praktiske vaner. Der bliver
ikke redegjort for en måde, hvorpå den
”ontogenetiske og semiotiske integration”
kan ”vejlede” vores gener (for de kan vel
næppe ”presse” nye mutationer frem?).
Af samme grund synes jeg personligt ikke
JH’s biosemiotik forklarer noget som de,
åbenbart, ret forfærdelige neodarwinister
ikke allerede har forklaret. Det er sandt, at
neodarwinister på mange måder, som var de
moderne behaviorister, har ”black-boxet”
det, der konkret sker af kommunikation i
organismen, og at vi med nye ”embodied”
teorier er nået meget længere end det
”centrale dogme”. Jeg kan blot ikke se,
hvorfor biosemiotikken konkret skulle
blive et samlende paradigme for alle disse
forandringer.
Hvad nyt?
Problemet med bogen er, at JH simpelthen vil
alt for meget. At emotioner, immunforsvar,
advarselskald, proteindannelse, fuglefløjt
og duften af byttedyrs sved alt sammen
kan tolkes som tegn er korrekt, men det er
svært at se, vi får noget ud af at forbinde
så forskellige fænomener med blot med én
fællesnævner.
Semiotikken er umiddelbart
gavnlig som en konkurrent til en lidt
fladpandet tolkning af gener som en slags
universalværktøj, der helt alene kan klare
alt, og kodedualiteten forekommer mig
at være et rigtig nyttigt supplement i en
naturvidenskab, som JH på overbevisende
måde får præsenteret som stokkonservativ.
I bogen siger forfatteren også selv flere
steder, at biosemiotikken nok ikke nytter så
pokkers meget i en eksperimentel situation,
og at den mest giver nogle spændende
vinkler på evolutionen og forståelsen af
organismernes indre og ydre liv. Men en
vigtig indsigt er, at vi med biosemiotik
endelig kan fortrænge mennesket fra
sin særstatus i naturen som den eneste
rigtige tegnbruger midt i et miljø af dum
natur. Naturens organismer er faktisk
alle engageret i en konstant indre og
ydre semiotisk udveksling og mennesket
adskiller sig kun, hvad angår arten af de
tegn, vi udveksler. Dette er en god og sund
betragtning, som kan og bør sendes lige
over i humanioras lejr.
Bogen er et ambitiøst værk, der
sagtens kan blive autoritativ på sit område
(hvis den lige forsynes med det indeks, som
er uundværligt i sådan en bog), men den
får næppe skubbet alle de neodarwinister
af banen som er ambitionen. Naturen er
lidt mere kompliceret end vi måske troede,
og den er knap så dum som først antaget,
men vi er nu engang på denne planet for at
overleve, ikke for at snakke.
- Dennis Nørmark