S E M I KO L O N - EgernInc

s i d e [ 7 8 ]
S t e f f e n K o r s g a a r d
simpelthen det, at de enkelte dele udgøres
af mennesker, der udfører mekaniske
funktioner.
Den første megamaskine
Den første megamaskine blev skabt i
Ægypten på pyramidernes tid. Pyramiderne
er de første fysiske eksempler på den
menneskelige maskines formidable ydeevne.
Skabelsen af megamaskinen er knyttet til det
religiøst sanktionerede kongedømme (divine
kingship). Overalt hvor man har konger, der
er udpeget eller sanktioneret af gud(erne),
og hvis vilje dermed er guddommelig og
således ikke noget, der kan stilles spørgsmål
ved, kan man se den menneskelige maskine
udfolde sig. Det sker ikke blot i Ægypten,
men også i Mesopotamien, Indien, Kina
og Peru (Mumford 1966, 3). Den første
megamaskine, hvis værk vi ser i pyramiderne,
er samtidig den arketypiske menneskelige
maskine, og det er tvivlsomt, om den vil
blive overgået i ydeevne (Mumford 1966,
4). Om ikke andet så alene fordi den myte
(den guddommelige konge), der holdt den
sammen, aldrig siden har haft så stor magt
over menneskene i maskinen.
Megamaskinen og religion
Den grundlæggende udfordring for
megamaskinen er følgende: At få en tilfældig
gruppe individer med særegne identiteter
til at blive en mekaniseret gruppe, der kan
manipuleres efter kommando (Mumford
1967, 191). Det kræver, at individerne
accepterer at blive kommanderet med, og
at kommandoer kan nå frem til individet.
Den første såvel som de fleste senere
megamaskiner bliver således afhængige af
to faktorer: præsteskabet og bureaukratiet.
Præsteskabet var nødvendigt for at
sanktionere kongens autoritet. Gennem
religiøs disciplinering kunne kongen
kræve absolut lydighed. Den menneskelige
maskine kunne kun opretholdes så længe,
dens dele ikke anså kongens bud som noget,
der kunne udfordres (Mumford 1966, 3).
Myten om den guddommelige konge er
limen, der holder sammen på maskinen.
Men myten skal forstærkes og formidles
for at sikre den absolutte lydighed, som
kongen og maskinen kræver. Religionen
giver legitimitet til den autoritet, der udøves
over maskinens dele, og virker formodentlig
blot endnu stærkere, fordi den er irrationelt
og mystisk funderet. Man diskuterer ikke
med Gud(erne) og heller ikke med deres
repræsentanter på jorden.
Samtidig kræver den aktivitet, der
udføres i megamaskinen, en helt ny form
for disciplinering, som også understøttes af
religionen. Den samme rituelle gentagelse
af i sig selv meningsløse aktiviteter kan kun
udholdes, hvis det gives mening udefra. Den
irrationelle mystiske legitimering er særligt
velegnet, da den virker så meget voldsommere
end en rationel (egennyttemaksimerende)
legitimering, der konstant er til overvejelse
og kan genforhandles. Den ideelle arbejder
i megamaskinen er i cølibat, uden familiære
og lokale forpligtelser og uden menneskelige
følelser. Den slags cølibat findes i fængsler,
hære og klostre (Mumford 1967, 212)!
Præsteskabet spiller således en uundværlig
rolle for megamaskinen. De prædiker den
religion, der giver legitimitet til maskinen
som helhed og den enkeltes aktiviteter i
maskinen.
Weber præsenterer en lignende pointe
i sin sociologiske undersøgelse af den
protestantiske arbejdsetiks gennembrud
(Weber 1995). Den religiøse askese kalder