S E M I KO L O N - EgernInc

oo g a n mm e l d ee l ss ee r
s i d e [ 1 2 8 ]
teorier, men når eleven skal bringes fra
det kompetente niveau til selvstændigt og
engageret anvendelse af teori til i forhold til
virkeligt forekommende problemstillinger,
kommer internettet til kort, fordi der ikke i en
medieret undervisningssammenhæng opstår
den usikkerhed, som giver koblingen mellem
teori, handling og problemløsning mening
for den enkelte. Dreyfus argumenterer også
for et væsentligt caveat ved den populære
vision om, at internettet vil demokratisere
masseundervisningen. Dreyfus’ forbehold
går på, at den læring, som tilegnes er
yderst selektiv, idet det fysiske samvær
studerende og lærere imellem medvirker
til en almendannelse af den studerende,
som er et lige så væsentligt formål med
uddannelse, som tilegnelse af faktuel viden
og kendskab til basal teori. Almendannelsen
antages nemlig at være forudsætningen
for at kunne kontekstualisere viden og
dermed anvende teori i praksis. Selv
hvis al undervisningsmateriale gøres frit
tilgængelige, ville denne almene dannelse
ikke være tilgængelig for alle.
Tredje og næstsidste kapitel handler
om, hvordan vores virkelighedsopfattelse
påvirkes, når vi oplever via internettet.
Kapitlet er derfor på mange måder en
fortsættelse af diskussionen om kunstig
intelligens. Når vi oplever via internettet,
er det altid gennem programmer, og i kraft
af at vores intelligens altid standardiseres
igennem anvendelsen af et program, er den
mængde information, der gøres tilgængelig
for os vilkårligt begrænset både, hvad
angår gestik og talelejet hos samtalepartner.
Ligeledes unddrages vi muligheden
for selv at rangordne betydningen af
forskellige hjemmesider efter subjektivt
definerede relevanskriterier, når vi anvender
søgemaskiner, der opstiller hjemmesider
efter antal besøgende og antal referencer fra
andre sider,
I det sidste kapitel bindes den
adskillelse af bevidsthed og legeme, som
sker, når vi anvender internettet, op på
Søren Kierkegaards eksistentialisme. Det
var Kierkegaards hypotese, at mennesker i
hans tid blev tiltrukket af dagspressen, fordi
den gav dem mulighed for at ytre sig uden
at skulle følge op med handling, hvorfor
individet ikke løb nogen risiko ved at ytre
sig. På den måde bibeholdt individet et
billede af sig selv som usårlig, men var sig
samtidig bevidst om, at alle andre individer
havde det samme selvbillede. Det konstante
fluks mellem usårlige identiteter medførte
en permanent decentrering af individet.
Kierkegaard definerede et sådan individs
eksistens som værende i et æstetisk stadium,
og sammenlignede denne eksistens med et
skuespil. Dreyfus argumenterer for, at den
flygtighed og manglende vilje til at vise
sårbarhed, som Kierkegaard observerede i
sin samtid, er blevet absolut i nutiden, idet
mulighederne for at ytre sig er eksploderet
med internettets udbredelse. Flygtigheden
der opstår, når man ikke fysisk er til stede,
umuliggør, som Maurice Merleau-Ponty har
argumenteret for, meningsskabelse og gør,
at mennesker, der lever på nettet befinder
sig på et permanent æstetisk stadium præget
af ligegyldighed.
Den overordnede konklusion er,
at internettet udvider mulighedsrummet
for handling, men at internettet kun
udgør et supplement til den læring og
identitetsskabelse, der skabes ved interkorporalitet.
Med forfatterens egne ord
forudsætter teletilstedeværelse tilstedeværelse.
Især i forhold til læring er bogen