S E M I KO L O N - EgernInc

s i d e [ 8 2 ]
S t e f f e n K o r s g a a r d
befalinger, der via bureaukratiet formidles
ud til arbejderne i maskinens bund. Det
kræver blot, at kongen udskiftes med
kapitalisten 1 .
Af samme grund er visse af Mumfords
kritikpunkter mod megamaskinen, hvad
enten den er i sin oprindelige ægyptiske
form eller i form af den “moderne”
kapitalistiske fabrik, nærmest identiske
med den typiske kritik, som fremsættes
af eksempelvis neomarxister (Negt 1985;
Gorz 1983), men også af teoretikere med
anden politisk observans og forankring i
andre videnskabelige paradigmer end det
marxistiske (Denhardt 1981; Schwartz
1982). Jeg vil i det følgende beskæftige mig
lidt med den klassiske organisationsteori og
dens kritikere og dernæst undersøge, hvad
Mumford og hans megamaskinebegreb kan
bidrage med.
Den klassiske organisationsteori
beskæftiger sig primært med de formelle
relationer mellem medarbejdere og
afdelinger, der er afgørende for, hvorvidt
organisationen er effektiv og kan opnå succes.
Det viser sig tydeligst i bureaukratiteorien,
hvor de tre grundelementer er (Gulick 1937;
Urwick 1937):
· Opdeling af arbejdsopgaver i
specialiserede rutiner.
· Styring gennem stramt hierarki, med
fokus på kontrol og overvågning.
· Styring gennem regler og formaliserende
procedurer.
Disse principper resulterer i en organisation
med en streng opdeling mellem dem, der
beslutter, og dem, der udfører, hvilket
nødvendiggør kontrol og overvågning.
De enkelte arbejdsopgaver brydes ned i
så små bevægelser som muligt for at sikre
maksimal ensartethed, forudsigelighed og
stabilitet i opgaveløsningen. Det resulterer
i et depersonificeret arbejde, der er blottet
for afveksling, spontanitet og udfoldelse
af individets egne ideer og værdier.
Hvad medarbejderne går og tænker om
deres arbejde og de konkrete opgaver, er
ligegyldigt. Alle de personlige træk, værdier
og overbevisninger er ikke blot irrelevante
for organisationen, de skal helst parkeres
derhjemme.
Der er mange fællestræk mellem den
typiske kritik af bureaukratiteorien 2 og
Mumfords kritik af megamaskinen. Begge
fokuserer på, at menneskets autonomi
undergraves, at mennesket i organisationen
ingen kontrol har over sit arbejde, og at
det derved mister en stor del af kontrollen
over sit liv. Sidst men ikke mindst fokuseres
der begge steder på, at organisationer/
megamaskiner ikke længere blot er
instrumenter, men bliver mål i sig selv.
Magten og kontrollen bliver mål i sig selv og
ikke blot effektivitetsfremmende midler.
Mumfords kritik forbliver dog
væsentlig mere radikal. Store organisationer
ikke blot ligner maskiner, de er maskiner;
mennesket ikke blot agerer som maskiner,
de er maskiner. De reduceres simpelthen
til en lavere tilstand af menneskelig væren,
hvor mennesket ikke længere er i stand til
at forme sin egen opfattelse af det gode
liv og handle efter den. Det betyder, at
frihed, autonomi og selvrealisering ikke
længere eksisterer som mulighed. Adina
Schwartz skriver i sin artikel fra 1982 om
arbejde i den industrielle organisation, at
der opstår en konflikt mellem det ideelle
menneske i henholdsvis det politiske og
det organisatoriske (Schwartz 1982). Den