S E M I KO L O N - EgernInc

oo g a n mm e l d ee l ss ee r
s i d e [ 1 1 4 ]
opfattelse af semiotikkens plads blandt
andre videnskaber, den berømte skelnen
mellem ikon, indeks og symbol, og endelig
forskellige grene på det træ af varianter og
stadig finere distinktioner, han lader vokse
frem af den fundamentale tegntriade. Særlig
plads vies opstillingen af en peirciansk
baseret kommunikationsmodel, hvor
det især er betingelserne for succesfuld
kommunikation, der udvikles og
begrebsliggøres. Afsender og modtager må
således dele relevant viden og have en fælles
erfaringsmæssig klangbund for at kunne
mødes i en forståelse; når modtageren
på denne måde forstår meddelelsen på
afsenderens præmisser, opstår det, Peirce
kalder ’kominterpretanten’. Denne er på
sin side forudsætning for, at meddelelsen
kan udøve sin effekt på modtageren, fx
skabe indlevelse eller virke slående. Der
perspektiveres her til Thellefsens egen
forskning, idet hans begreb ’signifikanseffekt’
bruges til at betegne netop det,
der følger af meddelelsen, når den forstås
på baggrund af ’kominterpretanten’.
Som eksempel på disse ting henvises til
virksomheders brug af brands; en sådan
form for kommunikation er netop afhængig
af, at der produceres en særlig effekt i
modtageren, en slags bekræftende og
forsikrende følelse. Dette forsøg på med
ståsted i Peirce at vende blikket lidt udad
virker godt i forhold til bogens ellers så
snævre fokus. Dog finder jeg indplaceringen
af ’signifikans-effekten’ i den grafiske
version af kommunikationsmodellen en
smule uklar, da det er svært at aflæse præcis
hvilke momenter, den er betinget af og
hvornår i kommunikationsprocessen, den
indtræder.
Alt i alt er indledningen meget
informativ, men den lider sine steder af
at være lidt kluntet skrevet. Dertil antager
forklaringerne af de lange Peirce-citater
indimellem karakter af parafrase. Et andet
lille irritationsmoment for denne anmelder
var, at forfatterne for at underbygge den
idé, at al tænkning foregår ved hjælp af tegn,
bringer et citat af en vis Skagestad, hvori
han hævder, at al tænkning har sproglig
form (s. 11). Det er vel netop muligheden
for at overskride dette så ofte fremførte
synspunkt, der gør Peirces teori tiltalende.
Forfatterne vil uden tvivl være enige heri,
men hvorfor så tage dette lille skridt i
modsat retning med citatet?
Endelig er der den danske oversættelse
af de 75 tegndefinitioner. Den er desværre
groft beskæmmende for bogen som
helhed; ja, man fristes til at sige under al
kritik, og denne anmelder tog sig da også
enkelte øjeblikke i at tænke sig selv som
korrekturlæser snarere end kritiker. Man
spørger sig selv, om der overhovedet er
blevet læst korrektur på teksten. Det er i
hvert fald yderst forbløffende, at den er
blevet sendt i trykken i den nuværende
tilstand. Man plejer at sige om Peirce, at han
er svær at læse, men hans stil fremstår dog
ikke desto mindre som både klar og tydelig
sammenlignet med den danske version.
Problemerne tæller alt fra simple
slåfejl, anglicismer og dårligt formulerede
passager til fejl, der har direkte indflydelse
på indholdet. Tag fx tekst nr. 55. Her
forklarer Peirce, at det engelske ord ”fast”
er ét ord, når det betyder ”rapidly”, et
andet, når det betyder ”immoveable”, og
et tredje, når det refererer til ”abstinence”.
Oversætterne vælger så simpelthen at
oversætte hele eksemplet direkte, så ”hurtig”
både kan betyde ”rask fart”, ”ubevægelig”