S E M I KO L O N - EgernInc

K a n m a n s k a b e e n e u r o p æ i s k i d e n t i t e t ?
uddannelse og familiemønstre. Ofte møder
man skræmmende attituder over for andre
nationaliteter eller etniske grupper, der
grundet historiske begivenheder stadig
spøger.
Midlet til at overkomme forskellighederne
på er inkorporeret i de EVS-dyder,
der gang på gang dukker op på seminarerne.
Det er nøgleord som åbenhed, fleksibilitet,
tolerance, engagement, og solidaritet. Den
”teknik”, man lærer sig som volontør, kan
sammenlignes med at tage et par briller på,
der er slebet sådan, at alle forskelle udviskes,
så lighederne træder tydeligere frem. Men
alle gode intentioner om åbenhed og
tolerance til trods må en del volontører
erfare, at det ikke altid er lige nemt at tage
brillerne på.
I sig selv er evnen til at abstrahere
fra forskelligheder - eksotiske såvel som
smertefulde - ikke nok til at definere en
europæisk identitet. Men hvis vi vender os
mod delmålets common basic values, er det
måske lettere at komme ind til kernen i den
europæiske identitet. Imidlertid defineres
disse fælles basisværdier ikke nærmere. Som
de fremgår af konteksten henviser de måske
til netop de EVS-dyder, jeg nævnte før. Men
de kan også være en mere løs henvisning
til demokrati og menneskerettigheder. De
værdier, der tales om, er i begge tilfælde
supranationale fællesværdier. Problemet
i forhold til den europæiske identitet
er imidlertid, at de ikke er særegne for
Europa. Tolerance, menneskerettigheder og
demokrati genfindes uden for Europa, og
selvom demokratiet er født i Europa, er det
problematisk at lade det være selve essensen
af det europæiske.
2. forsøg: Europa -Verden
Sankt Petersborg, oktober 2002:
Jeg bor hos Aleksej og Viktoria, der er sidst i
70’erne og har oplevet størstedelen af Ruslands
moderne historie på egen krop. De introducerer mig
for Sergej, et familiemedlem på min alder, der viser
mig rundt i byen sammen med en håndfuld andre
unge russere. De er meget nysgerrige efter at møde
mig. Som en af dem siger: ”Før kunne folk ikke
rejse ud pga. regimet, nu har vi friheden til det, men
ikke pengene”. For dem er jeg et vindue til Europa,
og spejler mig i Skt. Petersborg selv, der netop blev
bygget som et vindue mod Europa. Jeg har besøgt
Rusland flere gange, men er aldrig blevet klar over,
om dette land med en kultur og historie, der er
så dybt indflettet i den europæiske og alligevel så
særegen, er en del af Europa eller helt sit eget.
Det er vanskeligt at definere den europæiske
identitet i forhold til en indre kerne. Men
måske kan man bruge de ydre omgivelser,
det ikke-europæiske som Delanty taler om,
til at spejle sig i og derved indfange det
europæiske. Måske kræver det således en
form for pres udefra for at gøre identifikation
med Europa påkrævet. Men hvor skal dette
pres så komme fra, og hvordan skal det gøre
sig gældende?
Unionens indre logik bygger på
samarbejde hen over grænserne. Det at
EU har en indbygget drift udad; at det i sin
kerne snarere er inklusivt end eksklusivt.
I dag hvor en række lande i Østeuropa og
Tyrkiet ønsker medlemskab, er det stadig et
åbent spørgsmål, hvor Europas grænser skal
trækkes.
Hvis vi for en kort stund koncentrerer
os om stater, der nok næppe bliver
medlemmer af EU: Kina, Rusland og USA,
er det måske nemmere at danne sig et billede
af modparterne til EU. Måske er det således
s i d e [ 3 9 ]