S E M I KO L O N - EgernInc

oo g a n mm e l d ee l ss ee r
s i d e [ 1 0 6 ]
Kritikeren Brandes
Som appendiks til sin fembindsbiografi om Georg
Brandes har Jørgen Knudsen udgivet en smagsprøve
på hans skrivekunst. Det er velgørende med denne
mulighed for at fordybe sig i Brandes’ egne ord,
der dengang som nu blev både hyldet, misbrugt
og forbandet. Særligt Brandes’ beskrivelser af
civilisationens bagside, krigenes og massakrernes
ofre, er ikke til at ryste af sig.
_________________________________
Georg Brandes – den mangfoldige, antologi ved
Jørgen Knudsen, Gyldendal 2005, 300 sider,
298 kr.
_________________________________
I dagens kulturkampsdebat fremstilles
Georg Brandes (1842-1927) ofte som
en karikatur. Han enten hyldes af de
kulturradikale eller dæmoniseres af de
nationalkonservative. Han er blevet et
symbol, som man forhåner eller forguder.
Denne karikatur er selvsagt ikke befordrende
for en nuanceret, historisk forståelse af
Brandes’ ideer og forfatterskab. Både hans
person og værk er faktisk ikke sådan at
sætte i bås og indeholder forskydninger og
paradokser, der ikke passer på karikaturen:
I Danmark blev han kaldt udansk, mens
han i udlandet talte sønderjydernes sag; hos
studenterne hyldedes han som oplysningens
frontkæmper, mens han selv blev kritisk over
for demokratiet og længtes efter Friedrich
Nietzsches overmenneske.
For at undgå de stereotype fremstillinger
af Brandes er det frugtbart at gå til
kilden selv. Brandes efterlod sig et imponerende
forfatterskab, der spænder over 60
år på hver sin side af år 1900. En smagsprøve
på dette har Gyldendal nu udgivet i
form af Jørgen Knudsens udvalg af Brandes’
skrifter. Her er alt fra forord til taler
og breve, og vi kommer vidt omkring og
oplever, som titlen antyder, den mangfoldige
Brandes som både litteraturkritiker,
samfundsrevser, pacifist og provokatør. I
udvalget indgår Brandes’ mest betydningsfulde
skrift, ‘Indledningen til Emigrantlitteraturen’,
der som foredrag indvarslede Det
moderne Gennembrud i dansk litteratur i
1871, samt smagsprøver på hans litteraturhistoriske
evner som fortolker af Holberg,
H.C. Andersen og Shakespeare. Vi møder
også journalisten Brandes, der med desperat
ironisk bid kritiserer nationalismen, xenofobien
og militarismen i Europa før, under
og efter Første Verdenskrig. Ordene i hans
Appel fra maj 1916 viste sig skræmmende
sande godt 20 år senere: “Krigen skulde
helst ende uden alt for haard Ydmygelse for
nogen af de kæmpende Parter. Ellers vil den
Ydmygede kun pønse paa næste Krig. Og
det bør huskes, at den Ydmygelse, der tilføjes
Fjenden, erstatter intet tabt Menneskeliv.
[…] De Krigsførendes Presse har opfattet
sit Hverv som det at hidse Forbitrelsen og
derved Begejstringen. Den burde betænke,
at det ødelæggende Had, der saaledes er
fremkaldt, længe vil overleve Krigen og med
Nødvendighed vil afføde nye Krige. Jo længere
Krigen endnu varer, des kortvarigere
bliver den kommende Fred”.
Størst indtryk gør dog Brandes´ beskrivelser
af de lidelser, de forfulgte folkeslag
udsattes for. Han rapporterer i 1882 fra
Berlin, hvor tusindvis af forhutlede jøder er
samlet ‘Paa den schlesiske Banegaard’. De
er flygtet fra forfølgelser i Rusland og venter
på at komme videre til Amerika. Endnu
værre var det for den kristne, armenske
befolkning i Det osmanniske Rige, der blev
udsat for et folkedrab, som det moderne
Tyrkiet stadig har svært ved at indrømme.