S E M I KO L O N - EgernInc
S E M I KO L O N - EgernInc
S E M I KO L O N - EgernInc
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
A r b e j d s b e g r e b e t h o s L e o n B a t t i s t a A l b e r t i . . .<br />
dennesidighed og anslår en retning mod<br />
at udfolde den rette brug af verden med<br />
henblik på lykke for familien, staten og én<br />
selv. I forhold til Erasmus undlader Alberti<br />
med sin brug af virtubegrebet at henvise til<br />
det guddommelige formål med henblik på<br />
frelse.<br />
Netop frelselsesdimensionen bærer<br />
hele pointen i Max Webers Den protestantiske<br />
etik og kapitalismens ånd, og forhindrer Alberti<br />
i at være interessant for Webers undersøgelse<br />
(Weber 1995, 130). Albertis værk har<br />
derudover langt lavere virkningshistorisk<br />
relevans og er af denne grund heller ikke<br />
relevant for Weber, da Webers fokus er<br />
‘folkesjælen’, den protestantiske etiks<br />
virkningshistorie på sociologisk plan.<br />
Ikke desto mindre kan Alberti have virket<br />
som inspirationskilde for den senere<br />
protestantiske opvurdering af arbejdet.<br />
Albertis brug af virtu uden en<br />
konsekvent skelnen mellem indre og<br />
ydre tjener som begrundelsesinstans for<br />
arbejdets pragmatiske karakter, som vi nu<br />
vender tilbage til.<br />
Håndens og åndens arbejde<br />
Arbejdsbegrebet i Della Famiglia tjener<br />
på samme måde som virtubegrebet som<br />
eksempel på, at Alberti ikke har en skarp<br />
sondring mellem det indre og det ydre, det<br />
sjælelige og det kropslige.<br />
Albertis karakterer etablerer ikke noget<br />
anerkendelseshierarki mellem sjæleligt<br />
og kropsligt arbejde 1 – og vurderer til<br />
stadighed kropsligt arbejde positivt. 2 Denne<br />
udeblivende anerkendelseskløft træder<br />
frem i alle dialogpersonernes forestillinger<br />
om kropslighed og åndelighed, og værket<br />
befinder sig dermed i en aldrig ekspliciteret<br />
polemik med antikke og middelalderlige<br />
nedvurderinger af det legemlige. 3<br />
Della Famiglia benytter i det hele taget<br />
ikke begreber, der konsekvent sondrer<br />
mellem kropsligt og åndeligt arbejde. Alle<br />
begreber værket benytter til at betegne<br />
arbejde: indsats, flid og så videre bliver<br />
tværtimod benyttet på kryds og tværs af<br />
alle dialogens personer. 4 Dermed ikke sagt,<br />
at Della Famiglia aldrig sondrer, men når det<br />
sker, underbygger det snarere end afviser<br />
dette forhold.<br />
Afrunding<br />
Alberti opprioriterer det kropslige arbejde i<br />
forhold til samtiden og tidligere, hvilket sker<br />
med to strategier:<br />
For det første ændres sprogbrugen ved<br />
dels at undlade at tale om arbejde i negative<br />
vendinger, men i stedet i neutrale eller<br />
positive vendinger.<br />
For det andet gennem en grundig<br />
legitimering – der dog er rodet og til tider<br />
sammenfiltret med mange andre tråde i<br />
værket – som tager sit udgangspunkt i et<br />
positivt menneskesyn, og som han via det<br />
mangefacetterede virtubegreb knytter til et<br />
religiøst-moralsk ideal om arbejdsomhed.<br />
En arbejdsomhed forstået som udnyttelse af<br />
sine potentialer i form af (erhvervs)arbejde<br />
og profitsøgning til nytte for dennesidige mål<br />
som familiens og bystatens velbefindende.<br />
I nyttig profitskabelse som en<br />
rosværdig aktivitet, forenes således et<br />
hensyn til det ideale og det reale. Et godt<br />
udtryk for værkets generelle stemning bliver<br />
dialogpersonen Battistas udbrud: “Set to<br />
work, then, to make us better” (Alberti<br />
1969, 135).<br />
s i d e [ 7 5 ]