Download som PDF - Institut for Menneskerettigheder

Retten til at tænke frit, religionsfrihed og samvittighedsfrihed
116
eksempel var anført krav om uniform eller bestemt beklædning, der er en
del af virksomhedens præsentation udadtil. Lovgiver havde derved foretaget
en afvejning af hensynene til en arbejdsgiver, der kræver uniformering,
og til en ansat, der af religiøse grunde ikke kan opfylde kravet. Det
kunne ikke være afgørende, om der som led i uniformeringskravet var foreskrevet
anvendelse af en bestemt hovedbeklædning eller undladelse af
enhver hovedbeklædning. På den baggrund fastslog Højesteret, at håndhævelsen
over for A af forbuddet mod hovedbeklædning ikke indebar en
overtrædelse af forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1. Der var
efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis heller ikke
grundlag for at anse håndhævelsen af forbuddet for stridende mod menneskerettighedskonventionens
artikel 9. S blev derfor frifundet.
U.2005.275H
Eksklusion af et medlem af folkekirken ugyldig.
A, der var kirketjener og menighedsrådsmedlem, havde siden 1988 gennem
indlæg i dagspressen, foredragsvirksomhed og tv-interviews givet
udtryk for sin tro på reinkarnation, som efter hans opfattelse var forenelig
med hans kristentro. I 1994 traf sognepræsten afgørelse om, at A’s medlemskab
af folkekirken var ophørt i medfør af § 2, stk. 2, i lov om medlemskab
af folkekirken, idet han aktivt og bevidst havde stillet sig uden for folkekirken
ved ihærdigt, åbenlyst og aktivt at have arbejdet med at udbrede
en troslære, der på en række punkter var i strid med folkekirkens lære. Afgørelsen
blev stadfæstet først af Københavns biskop og derefter af Kirkeministeriet.
A anlagde herefter sag mod Kirkeministeriet med påstand om,
at ministeriets afgørelse var ugyldig, og at han fortsat var medlem af folkekirken.
Højesteret fastslog, at der ikke er det fornødne klare og sikre holdepunkt
i hjemmelgrundlaget for en fortolkning, hvorefter et medlem af
folkekirken må anses for at have stillet sig uden for folkekirken, såfremt
han gennem længere tid i læserbreve, foredrag og interviews i medierne
har arbejdet ihærdigt, åbenlyst og aktivt med at udbrede en troslære, der
på en række punkter er i strid med folkekirkens. Dette gælder uanset en
eventuel forudgående tilkendegivelse fra de kirkelige myndigheder. Der
var herefter ikke grundlag for at fastslå, at A havde stillet sig uden for folkekirken,
og Kirkeministeriets afgørelse var derfor ugyldig. Et mindretal
fandt, at afgørelsen om at ekskludere A af folkekirken måtte anses for ugyldig
allerede som følge af, at det måtte lægges til grund, at det egentlige formål
havde været at opnå, at han ikke længere kunne være medlem af
menighedsrådet. Flertallet bemærkede, at de også var enige i denne
begrundelse for resultatet.