Download som PDF - Institut for Menneskerettigheder

land. Højesteret fandt, at ministeriet ved afgørelsen havde foretaget en
samlet vurdering af ægtefællernes tilknytning til Danmark og til deres fælles
hjemland på tidspunktet for afgørelserne, herunder af varigheden af
M’s ophold her i landet, hans tilknytning til arbejdsmarkedet og fællesbørnenes
forhold. Der var ikke grundlag for at antage, at afgørelsen var baseret
på ulovlige kriterier, eller at ministeriet havde undladt at inddrage relevante
forhold i afvejningen. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte det
skøn, som det ved loven var overladt udlændingemyndighederne at udøve
ved afvejningen. Afslag på opholdstilladelse var ikke i strid med Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det var heller ikke i
strid med artikel 14, selvom de begrænsninger i adgangen til ægtefællesammenføring,
der fulgte af dagældende § 9, stk. 10, i udlændingeloven,
ikke gjaldt, hvis den herboende ægtefælle var dansk statsborger. Herefter
var der ikke grundlag for at ophæve ministeriets afgørelse.
Note:
U.2005.2099/1H og U.2005.2099/2H afsagt samme dag som U.2005.2086H. Dommene vedrører
afslag på opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring med herboende udlænding.
Afslagene blev ikke tilsidesat i de to domme, der svarer til U.2005.2086H.
U.2005.257H
Ikke grundlag for at give opholdstilladelse til tidligere drabsdømt.
A, der var statsløs palæstinenser født i Israel i 1964, kom til Danmark i 1988
og fik opholdstilladelse, som følge af at han var gift med en dansk kvinde.
Da han blev separeret fra sin ægtefælle i 1990, blev hans opholdstilladelse
ikke forlænget. I 1992 blev han for bl.a. drab dømt til anbringelse i Sikringsanstalten
og udvist for bestandigt. I 1994 blev han forlovet med en
dansk kvinde K, som han boede hos, når han havde udgang. I 1998 blev anbringelsesforanstaltningen
ophævet, og han boede nu sammen med K, der
havde to voksne børn fra et tidligere forhold. En anmodning fra A om at få
udvisningen ophævet efter udlændingelovens § 50 blev afslået af byretten,
hvilket blev stadfæstet af landsretten. Det viste sig umuligt at udsende A
af Danmark, og han opholdt sig herefter her på »tålt ophold«. I 2002 afslog
Udlændingestyrelsen en ansøgning fra A om opholdstilladelse, og i 2003
blev afgørelsen stadfæstet af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.
A anlagde herefter sag mod ministeriet med påstand om ophævelse
af afslaget på opholdstilladelse og hjemvisning af sagen til ny behandling.
Højesteret fastslog, at der ikke var hjemmel i dagældende
udlændingelovs § 10, stk. 2, 2. pkt., til at give Aopholdstilladelse i Danmark
efter lovens § 9, stk. 2, nr. 4, idet han ikke havde været udrejst af Danmark
i 2 år. Højesteret fastslog endvidere, at nægtelse af opholdstilladelse ikke
Retten til respekt for privatliv, familieliv, hjem og korrespondance
93