Download som PDF - Institut for Menneskerettigheder

2. Domme fra de danske domstole
Højesteret:
U.2005.1197H
Fortsat fængsling af irakisk statsborger, der ikke medvirkede til udvisning,
som var en forudsætning for prøveløsladelse.
En irakisk statsborger, T, var i 1996 for drab og drabsforsøg idømt 13 års
fængsel og udvist for bestandig. I juli 2003 blev han prøveløsladt med en
reststraf på 4 år, under forudsætning af at udvisning blev gennemført. Han
blev derfor straks varetægtsfængslet i medfør af udlændingelovens (UDL)
§ 35, stk. 1, nr. 1, med henblik på udsendelse til Irak. Han ville imidlertid
ikke frivilligt udrejse til Irak, og tvangsmæssig udsendelse var ikke mulig.
Opholdstilladelse blev afslået efter UDL § 7, da § 31 ikke var til hinder for
hjemsendelse, og det blev bestemt, at han skulle udrejse straks. T havde
overvåget samvær med 2 børn, født i 1993 og 1994 og anbragt uden for
hjemmet. Forsvareren gjorde således gældende, at fortsat varetægtsfængsling
af T under de foreliggende omstændigheder var i strid med proportionalitetsprincippet,
jf. UDL § 35, stk. 3, jf. retsplejelovens § 762, stk. 3, og
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), idet forholdene
i Irak var så kaotiske, at det ikke var muligt tvangsmæssigt at udsende irakiske
statsborgere til Irak, og der forelå ikke oplysninger om, hvornår
tvangsmæssig udsendelse ville være mulig. Desuden gjordes det gældende,
at T ikke kunne udsendes, før sagen om børnenes tvangsfjernelse er
endeligt afgjort, jf. art. 8 i EMRK, og før udvisningssagen efter UDL § 50 er
endeligt afgjort. Endelig måtte mindre indgribende foranstaltninger, f.eks.
meldepligt, være tilstrækkelige henset til T’s tilknytning til børnene og
øvrig familie i Danmark. Højesteret fastslog, at det var ubestridt, at T ikke
havde villet medvirke til den udvisning, der var en forudsætning for prøveløsladelsen.
Uanset at muligheden for tvungen udsendelse til Irak var usikker,
og uanset at T havde været fængslet siden juli 2003, tiltrådte Højesteret,
at betingelserne for fortsat fængsling var opfyldt. Mindre indgribende
foranstaltninger var ikke tilstrækkelige.
U.2005.1766H
8 og 10 års fængsel for bl.a. manddrab begået af gerningsmænd under 18
år, for den ene som fællesstraf tillige for forbrydelser, begået mens gerningsmanden
var 19 år. Udvisning.
T1 og T2, der var tyrkiske statsborgere, var dømt for bl.a. røveriforsøg og
grov vold med anvendelse af kniv samt manddrab ved knivstik begået over
Retten til respekt for privatliv, familieliv, hjem og korrespondance
91