Download som PDF - Institut for Menneskerettigheder

Retten til retfærdig rettergang
62
fætter F. I forbindelse med forberedelsen af domsforhandlingen anmodede
T’s forsvarer politiet om at blive gjort bekendt med efterforskningsmaterialet
i form af politirapporter, videoafhøring mv. i andre sager, hvori F var
blevet anset for forurettet. Forsvareren henviste herved navnlig til en bestemt
sag mod R. Politimesteren, P, afviste at udlevere materialet i sagen
mod R, hvorefter T’s forsvarer indbragte spørgsmålet for byretten. Byretten
gav P medhold, og landsretten stadfæstede byrettens kendelse. Forsvareren
indbragte spørgsmålet for Højesteret, hvor forsvareren navnlig
gjorde gældende, at ordlyden af retsplejelovens (RPL) § 745 åbner mulighed
for, at forsvareren i straffesager gives adgang til aktindsigt i materiale,
der uden at være fremlagt i sagen kan have betydning for denne. Kæresagen
var af så principiel og væsentlig karakter, at Højesteret tog sagen under
realitetsbehandling uanset bestemmelsen i RPL § 968, stk. 2.
Højesteret bemærkede, at efter forarbejderne til RPL § 729a, stk. 3 og efter
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6 omfatter forsvarerens
adgang til aktindsigt imidlertid alt materiale, som er af betydning for
sagen, uanset om det er tilvejebragt til brug for den pågældende sag. Imidlertid
fandt Højesteret ikke, at de forhold, som forsvareren søgte at få oplyst
gennem aktindsigten i sagen mod R, ikke kunne antages at have nogen
betydning for forsvaret af T. Højesteret stadfæstede derfor landsrettens
kendelse.
U.2005.1004H
Kære af kendelse afsagt af landsretten under nævningesag afvist. Politirapporter
indeholdende vidneforklaringer kunne ikke udleveres til nævningerne.
Forklaringer afgivet af vidne særskilt for byret kunne benyttes
som bevismiddel under nævningesagen.
I en straffesag mod 6 tiltalte, der alle var fuldgyldige medlemmer af en
rockerorganisation eller havde tilknytning dertil, afsagde landsretten 3
kendelser, hvoraf nr. 1 blev kæret af de tiltalte til Højesteret, mens de to andre
blev kæret af anklagemyndigheden. Ved kendelse nr. 1 havde landsretten
ikke imødekommet de tiltaltes begæring om, at der ikke skulle ske
bevogtning af dem i venterummene. Ved kendelse nr. 2 havde landsretten
bestemt, at politirapporter, der indeholdt forklaringer afgivet af et vidne,
ikke måtte udleveres til nævningerne. Ved kendelse nr. 3 havde landsretten
bestemt, at et vidnes forklaring, der var blevet afgivet ved en byret i maj
2003, ikke kunne benyttes som bevismiddel over for fire af de tiltalte, mens
den kunne benyttes som bevismiddel over for en femte af de tiltalte. Højesteret
afviste de tiltaltes kæremål, jf. retsplejelovens § 968, stk. 2, men tillod
anklagemyndighedens to kæremål, da de angik spørgsmål, der var af prin-