Download som PDF - Institut for Menneskerettigheder

Retten til respekt for privatliv, familieliv, hjem og korrespondance
94
var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 3, 8 og
14. Der blev herved bl.a. lagt vægt på karakteren og grovheden af den begåede
kriminalitet og på, at A først havde etableret familieliv efter udvisningen.
Højesteret frifandt derfor Ministeriet.
Østre og Vestre Landsret:
U.2004.2536Ø
Bosnisk statsborger idømt fængsel i 1 år og 9 måneder for forsøg på røveri
m.v., men ikke udvist.
Den på gerningstidspunktet 16-årige bosniske T blev idømt en fællesstraf
af fængsel i 1 år og 9 måneder for blandt andet forsøg på røveri i kiosk og
legemsangreb efter straffelovens § 245, begået sammen med ukendt medgerningsmand.
T var et halvt år forinden for deltagelse i to røverier blevet
idømt fængsel i 1 år, hvoraf 6 måneder blev gjort betinget. T var som 8-årig
kommet til Danmark sammen med sine forældre og sin bror, hvem han fortsat
boede sammen med. T havde haft sin skolegang i Danmark, han beherskede
ikke sit hjemlands sprog og havde siden sin ankomst til Danmark
ikke besøgt sit hjemland, hvor han alene havde et ældre, fjernere familiemedlem,
som han ikke havde kontakt med. Under disse omstændigheder
fandtes den mindreårige T at have en sådan tilknytning til det danske samfund,
at afgørende hensyn efter udlændingelovens § 26 og en proportionalitetsafvejning
efter EMRK artikel 8 måtte føre til, at der ikke var grundlag
for udvisning. T blev derfor frifundet for anklagemyndighedens
påstand herom
U.2005.1657V
Erstatning for uberettiget varetægtsfængsling med henblik på udvisning.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol havde den 11. juli 2002 udtalt,
at udvisning af E som bestemt ved dom af 1. oktober 1997 ville udgøre
en krænkelse af art. 8 i EMRK. E blev herefter den 13. september 2002 frifundet
for bestemmelsen om udvisning. E, der ved dommen af 1. oktober
1997 var idømt fængsel i 3 år, skulle efter afgørelse af 14. december 1998
prøveløslades den 20. december 1998 efter 2/3 tid, og den 17. december
1998 blev E varetægtsfængslet i medfør af udlændingelovens § 35 med henblik
på udvisning. E krævede erstatning for uberettiget varetægtsfængsling.
Anklagemyndigheden gjorde gældende, at E alene havde krav på erstatning
for den del af frihedsberøvelsen, der lå ud over den idømte straf
af 3 år. Da der ikke var holdepunkter for at antage, at E ikke ville være blevet
prøveløsladt efter resolutionen og sædvanlig praksis, såfremt han ikke