EN NY START - DPU

producerer institutionelle subjekter gennem et papirarbejde og et interview setup,
med Barad kan man sige at denne aktivitet er en intra‐aktivitet og at forud for konkre‐
te intra‐aktioner er ting, ’matter’ og mening u‐afgjort (Barad 2007). Med interview og
skema etableres nogle særlige cuts. Gennem at følge disse cuts fik vi adgang til at stu‐
dere, hvad jeg har kaldt institutionaliseret forventningsstyring – og subjektivitetsmu‐
lighederne gennem denne forventningsstyring.
Med dette blik bliver institutionen til x‐skole gennem at aktualisere fremtiden, ’plane‐
re’ for elevernes adækvate med‐produktion af x‐skolen.
Institutionen fremviser en forventning til sig selv om at skabe fremtidige x‐skoleelever
gennem at håndtere børnene individuelt, de kikker på den enkelte. Men der er en art
paradoksi, fordi børnene granskes via en psykologisk figur (ressource/fejl) og et kate‐
goriseringsmaskineri, som skaber standarder; forventning om personliggørelse/individ‐
opmærksomhed lader altså til at få kategorier til at strammes og blomstre på samme
tid. Det handler om, at der foregår forventningsstyring, og at noget af det indebærer,
at man håndterer mulige fremtidige problemer og situationer (med børnene og/eller
deres forældre) gennem skema aktiviteten. Man er i gang med at håndtere sine frem‐
tidige mulighedsbetingelser for at være x‐skole gennem at håndtere den humane kapi‐
tal: Forventningerne sættes altså i et rum, hvor eleverne skal begynde at spejle/blikke
sig selv gennem noget specifikt, nemlig x‐skolen. De skal begynde at producere for‐
ventninger til sig i fremtiden, om at blive til x‐skoleelev, og de skal begynde at lede
efter hvad det vil sige, og undersøge hvordan de som individer skal tage på sig at for‐
mes i den retning.
Det er endvidere bemærkelsesværdigt, at hvad der kræves i interviewet og i børnenes
arbejde i dette moment er mere eller mindre positionering af sig som elev – som
kommende x‐skoleelev ‐ ud i abstrakt eller fantaseret skoleliv. Det er en kompliceret
operation. Det er at kunne sammenføje elementer, bevægelser gennem et ukendt ter‐
ræn, overføre fortællinger fra skolens selvfortællinger til sig og til et særligt begær ef‐
ter at være en særlig form for subjekt, en formning af sig selv – og en formning som
elev. Men operationen er altså samtidig en aktiv skaben af en rumlighed. Som et ’futu‐
re‐present’ rum.
Jeg har anskuet det sådan, at børnene markeres i forhold til forandringskraft og gen‐
nem fordelingsnøglen ressource/problem: hvor meget skal der til, og hvor og i hvilken
forstand ligger ansvaret for forandringen. Der er korte pejlinger til lærerne om, i hvil‐
ken retning indsatsen skal sættes i forhold til at få børnene succesfuldt/positivt etable‐
”En ny start” ‐ bevægelser i/gennem tid, rum, krop og sociale kategorier via begivenheden skoleskift 99