EN NY START - DPU

Med Foucault får vi destabiliseret ’tiden’, i forstanden den historiske udviklings pro‐
gressionshistorie. Foucaults tilbud om forståelser af tid og forandring får specifikke
effekter, når de sættes på arbejde indenfor en psykologisk disciplin. Eksempelvis de‐
stabiliserer det psykologiens naturaliserede udviklingspsykologiske tidsregning: En
benhård og reduktionistisk (!) gengivelse af den udviklingsforståelse, som har været/er
dominerende i psykologien, kunne lyde, at den bygger på developmentarisme. Det vil
sige, at forståelsen udpeger udvikling som lineær, progressiv, normativ. I den kogniti‐
vistiske/Piagetske udgave er der tale om stadige bevægelser af akkomoda‐
tion/assimilisation, i en fremadskridende udvikling. I den psykoanalytiske variant desu‐
den med ’regres’ og ’fiksering’ – dvs. brud på den lineære bevægelse ‐ som patologi.
Man kan tilføje, at denne udviklingsforståelse mimer – og er del af ‐ det moderne ud‐
viklingsprojekt om det freMadskridende og stadigt (for)bedrende (se også Hviid, 2001,
Burman 1994). Det vil sige, at mennesket (såvel subjektivt som evolutionært) går fra et
mere primitivt stadie til et stadigt mere avanceret stadie. Udviklingen er samtidig ’seri‐
el’ og ’universel’. Menneskets normaludvikling går gennem nogenlunde enslydende
udvikling (forskellige teorier betoner i forskellig grad det ’kognitive’ og det ’kontekstu‐
elle’). Det er en partikulær udvikling af subjektet; fra noget bestemt til noget andet
bestemt (Hviid, 2001). 30
Her ligger den lineære, eller mekaniske tid og tikker ‐ udenfor. Som et
redskab til at registrere og klassificere – måle, om ’udviklingen’ af subjektet (et be‐
stemt subjekt) forløber/skrider frem, ’normalt’. Eller, ’indenfor normalspektret’. Tiden
måler det, som foregår ’indeni udviklingen’/indeni subjektet, så at sige, og som para‐
metre for karakteren af og progressionen (normaliteten) i udviklingen, ligger der nogle
faste kategorier: ’barnet’, ’moderen’, ’faderen’, ’familien’, ’samfundet’. Subjektets in‐
der‐ og yderside er faste og fra hinanden afgrænsede (subjektets inderside er ’kummu‐
lativ’). 31
30 Samtidig med, at at der stadig er liv i denne forståelse indenfor psykologien finder sted, løber der
kritikker, korrektiver og alternativer indenfor det udviklingspsykologiske forskningsfelt. (se eksempelvis
Hviid, som bygger på Valsiner, og etablerer et udviklingspsykologisk blik) og Haavind 2004, hvis alterna‐
tiv jeg vil præsentere nedenfor.
31 Et korrektiv til denne udviklingsforståelse er den fænomenologiske, hermeneutiske (som også bebor
den psykologiske disciplin), som undersøger/forstår tid som subjektiv, som erfaringstid. Tiden går, her,
ikke mekanisk, men fordi vi husker/erindrer og forventer. Tid bliver til et bevidsthedsfænomen (Simon‐
sen 2003).
Det er et relevant sted at indskyde en forskel i forhold til afhandlingen hér. Det er ikke
subjektiv, erfaringstid i hermeneutisk eller fænomenologisk forstand, som afhandlingen trækker på. De
tidsforståelser, som fænomenologi og hermeneutikken udvikler, opskriver og i en vis forstand arbejder
med binariteten men i en forstand som gensætter ’subjektiv/objektiv’ tid. Men tager ikke de bevægel‐
ser, man kan tage med Barad. Som handler om at arbejde i binariteten i form af at sætte en símultanie‐
tet, ‐ ”we are part of the world, in its ongoing intra‐activity” (Barad 2007:160). Det ser vi nærmere på
lidt senere.
50
”En ny start” ‐ bevægelser i/gennem tid, rum, krop og sociale kategorier via begivenheden skoleskift