EN NY START - DPU

Maria: ‐Jeg prøver at undgå at møde folk. Det er totalt plat, også når jeg er sam‐
men med de andre piger fra klassen, så skal vi altid gå omveje hjem til mig det er
totalt latterligt jeg kan bare ikke lide at møde folk.
Malou: nej. Nej. Er du bange for, hvad de vil sige?
Maria: Ja.
Malou: ja. Det må være lidt svært. Hver gang du skal ned i Netto og handle‐
Maria: jeg hader når jeg skal ned og handle. Det er så latterligt. jeg har fortalt det
til min mor, for der var en dag, hvor jeg blev ret ked af det, fordi jeg ikke gad gå
derned, så sagde jeg det til min mor. Vi har sådan en rigtig stor gård, hvor der
skal bygges en sportshal, så gider min mor heller ikke at bo der mere, så det kan
godt være at vi skal flytte, og det vil jeg rigtig gerne
Ubehaget sender Maria ad nye stier. Som effekt af den gradvise intra‐aktive tilblivelse
af ’Maria’, med de materielle‐diskursive praksisser og normativiteter på x‐skolen, er
hun nu kastet ud. Lovløs. Hun har simpelthen ikke længere en uhindret adgang til den
direkte vej hjem eller til en tur ned i Netto. Hendes relationelle, eller intra‐aktive tilbli‐
velse med det spatielle, er forandret. Hendes bevægelser kan ikke længere være
hjemmevante men derimod varsomme, vagtsomme og scannende landskabet for mu‐
lige problematiske møder. Og hvis man tænker i intra‐aktivitet, kan man sige, at de nye
bevægelser også propellerer fremmedheden og ubehaget – de nye stier, de nye trin,
de nye kropslige og mentale forholdemåder producerer/udgør fysiske og sanselige
informationer til Maria om hendes nye udenforhed og forstærker denne, og det med‐
former, hvordan hun bevæger sig, og hvad det bliver ’relevant’ at tænke, og ubehaget
er så stort, at hun ønsker sig væk, hun ønsker, at moren vil beslutte sig for at flytte.
Eleverne fra hendes gamle skole er urovækkende, og de kan dømme Maria ud fra en
normativitet, som hun kender alt for godt; hvor ’Den Anden’ er hvid og hvor Den Ulti‐
mative Anden er ’dansker‐luderen’; figurer som er henvist til de stier, hvor hun nu be‐
væger sig, og hvor blikkene (miskendende blikke) kan kastes hen imod hende. Hun
mindes om, at de gamle stier er ubetrædelige for hende, og hun undlader at kontakte
sine gamle skolekammerater – med undtagelse af én, Signe, en hvid dansk pige (som
fortæller hvad de andre nu siger om hende), og det kan netop ses sådan, at hun finder
sig en anden sti ind og en anknytning til ’en anden hvid’, nu, hvor hun selv materielt‐
diskursivt produceres som hvid.
Maria beskriver forholdsreglerne som præventive. Og, kunne man overveje, dermed
måske også som fantasier om og dæmonisering af ’de andre’ produceret via den nye
”En ny start” ‐ bevægelser i/gennem tid, rum, krop og sociale kategorier via begivenheden skoleskift 199