EN NY START - DPU

Man kan også udsætte Foucault for ‘spatialitetskritik’, eksempelvis kan man påpege, at
der i hans tilbud om tænkning ligger en universaliserende bevægelse. Anskuet fra et
kulturgeografisk perspektiv betegner Harvey (1990) Foucaults spatialitets‐brug som en
“container of power” (Barad 2007: s421n16), og Spivak (1988:290) kaster postkoloniale
analytiske blikke på Foucaults arbejde og konkluderer, at “Foucault is a brilliant thinker
of power‐in‐spacing, but the awareness of the topographical reinscription of imperia‐
lism does not inform his presuppositions”. 20
I den postkoloniale tænkning, såvel som det kulturgeografiske felt ligger der altså nogle
muligheder for, at undersøge spatialitet, og få blik for de fravær, og konsekvenser af
fravær, som produceres indenfor de traditioner, afhandlingen tager sit afsæt i.
Spatialitet som træghed
Forskningsinteressen for spatialitet kommer ligeledes i en udgave, hvor det spatielle,
her tænkt som arkitektur, ses som træghed. Eksempelvis i indledningen til antologien
Arkitektur, krop og læring:
44
”Arkitekturen, der kan beskrives med ord som stabilitet, bestandighed, langvarig‐
hed, uforanderlighed eller permanens, virker provokerende på en “postmoderne”
bevidsthed, der gerne opererer med termer med den modsatte betydning: “på
vej”, “forandring”, “abrupt”, “diskontinuitet”, “flygtig” og “udvikling”. Ikke desto
mindre har man gennem nogle år talt om et vist “spatial turn” (rumligt perspektiv)
som afløser for et “lingvistic turn” (sprogligt perspektiv) i videnskaben. Dette har
dog ladet vente på sig inden for pædagogisk videnskab. […] Der er altså på flere
niveauer noget oprørsk ved at beskrive de dimensioner af verden, som er varige
og overleverede. [..] det mønster eller den struktur, som vi kan se i det sociale,
hænger sammen med at det på sin vis er bygget ind i formgivningen af rummene,
i arkitekturen, i redskaberne. Der er tale om strukturer, der samtidig synkronise‐
rer menneskekroppe og huskroppe.” (Larsen 2005:7f).
Jeg er enig i Larsens analyse af, at ’bevægelsesperspektiver’ er/har været en motor i
poststrukturalistisk vidensdannelse, samt at man kan spore en vis tilbageholdenhed
eller forsinkethed i feltet mod at tage et rumligt perspektiv ind. Men måske kan det
også være effekt af forskningens forsøg på at undgå, at blive fanget ind i dikotomier?
Dikotomier, som også virker gennem Larsens analyse. Det i citatet fremskrevede blik for
arkitektur bliver et modspil til fluktuation og sprogspil, i form af (sjovt nok temporalise‐
20
Se dog eksempelvis Murdoch (2006) og Philo (2000) for fremskrivning af Foucault som en ’spatialitets
tænker’.
”En ny start” ‐ bevægelser i/gennem tid, rum, krop og sociale kategorier via begivenheden skoleskift