EN NY START - DPU

som ting eller natur). Her er ikke nogen opposition, men en stadigt tilblivende binde‐
streg, en simultanitets‐tilblivelse, en intra‐aktivitet (Cawood og Juelskjær 2005). Lad
mig skære den lidt tydeligere frem, gennem en argumentatorisk oppositionering mel‐
lem Butler og Barad, (som ikke er en invitation om at ”vælge side” i oppositionen ’god’
’bedre’). Med Butler får vi en argumentationsramme, der lyder, at vi har ingen prædi‐
skursiv adgang til virkeligheden og må studere virkeligheden gennem diskurser og de
formationer som diskurserne producerer. Barads argumentation er, at virkeligheden er
materiel‐kulturel – adskillelsen er altså i denne tænkning et ”epistemologisk cut” ‐ som
får ontologiske konsekvenser i form af at det ikke er fikserede (Cartesianske) grænser,
men derimod vedvarende konstruerede grænse‐sættelser, som er virkelighedsprodu‐
cerende (og at dette forhold eller disse cuts, er frugtbare ’studieobjekter’).
”There is no opposition here between materiality and social construction: con‐
structedness does not deny materiality. The materiality of the body is not dissi‐
pated by its constructedness since reality is constituted by the ”between”, the in‐
separability of nature‐cultural / world‐word / physical‐conceptual / material‐
discursive. Culture does not displace or replace nature, but neither do things exist
outside of culture. Phenomena are material‐cultural be‐in’s.” (Barad 1996:181,
oprindelig kursivering).
Her udfoldes et matter‐begreb, som udvider forståelsen af forholdet mellem krop og
omgivelser, dvs. hvad kroppen ’er’ for noget. Kroppen er hele tiden i ‐ mere eller min‐
dre midlertidige ‐ intra‐actions, det være sig med (”det vi genkender som” (Amhøj
2007a) 75 ) sofaer, skole‐stole (/komfort teknologier), skole‐gårde etc. Ontologien (det
vil sige, den post ontologisk ontologi/onto‐epistem‐ologi) ændrer dermed også den
status, som kroppen internt/kropslig materialitet gives i tilblivelsesprocesserne.
Den videre udfordring ligger så i at tænke med denne simultanitet empi‐
risk analytisk, det vil sige, at gå på den anden side af ‐ eller at gå ind i de adskillel‐
ses/tilblivelses‐processer, hvor ’noget’ fremstår for os som en entitet – dvs. adskilt og
afgrænset, såsom kroppen adskilt fra/afgrænset i forhold til rummet, tanken adskilt fra
kroppen. Den analytiske gevinst er blandt andet, at det teoretisk/forskningsmæssigt
bringer os på den anden side af det noget uproduktive spørgsmål om hvorvidt det er
diskurser eller materialiteter (og humane eller non‐humane aktanter), som er ’hand‐
lende’, har agens og genererer forandring og sedimentering ‐ og er læringsgenereren‐
de.
75
”det vi genkender som” er Amhøjs greb for at af‐naturalisere hverdagsbegreber – såsom ’medarbejde‐
ren’ (2007a).
”En ny start” ‐ bevægelser i/gennem tid, rum, krop og sociale kategorier via begivenheden skoleskift 147