EN NY START - DPU

2002a) 73 . Selv kalder Butler problematikken diskurs/materialitet for en ord‐gåde frem
for en dikotomi: kroppen har en vedholdende, pågående, kropslig materialitet, men
den lader sig aldrig kende udenfor den kulturelle artikulation, som den fremkommer i.
Dette betyder ikke, at kultur producerer kroppens materialitet. Men det betyder, at
kroppen altid er givet til os i en eller anden form, og at den form ‐ som den kulturelle
affirmation af kroppens materialitet tager ‐ vil bidrage til ”the very matter that it na‐
mes”. (Breen/Butler 2001:12). Butlers argumentationskæder får brudt med forestillin‐
gen om kroppen som det oprindelige, naturlige (dvs. naturligt kønnede), sted og hun
tilbyder nye forståelser af (forholdet mellem) krop som materialitet og krop som
tegn/repræsentation. Men, kunne man spørge, når dikotomien materialitet og sprog
bliver til en ordgåde, overskrides den da, effektivt, eller bliver det til et element i en
argumentation for det diskursives (analytiske) forrang (således spørger også Barad,
2007)? Argumenter, hvis redundative genklang og parafrasering indenfor kønsforsk‐
ningen er ganske enorm. Og kunne man forestille sig, at disse stærke argumenter
kommer til at bidrage til en usynliggørelse/skrinlæggelse af, analytisk at forholde sig til
kropslige‐materialiteters medskaben af subjektet – og ikke mindst skrinlæggelse af
besværlige diskussioner om ontologi?
2. Kroppe i intra‐aktivitet
Butlers begreb om krop kan tænke os et godt stykke, nemlig i og med processualiteten
(performativiteten), og heri at ”matter” er en materialiseringsproces (Butler, 1993),
men at bruge perspektivet som den eneste ramme at tænke kroppe i, lukker. Dels pga.
repræsentationsproblematikkens relative intakthed, og dels fordi Butlers interesse for
kroppen er bestemt af en interesse for kønnet (og heteronormativiteten), hvilket kan
indebære, at analyseblikket for hurtigt retter sig ind mod nogle bestemte relationer og
processer, således at man simpelthen taber elementer og dimensioner ud af syne, som
er krops‐formende og betydningsfulde for begribelsen af kompleksiteten i de kropslige
subjektiveringsprocesser, når disse ikke lige handler om køn. Hvis krop ’er’ proces, dvs.
er i stadig tilblivelse, er den i tilblivelse relationelt og situationelt: Kroppen indgår med
andre og andet; med andre kroppe, med artefakter, med (betydningsmættede) rum
etc. Kroppe er altså hele tiden tilblivende – situationelt ‐ med andet (og hvor ’andet’
ikke alene er diskursive betydningssystemer). Her bliver det nødvendigt at udvide per‐
spektivet fra det Butlerske. En udvidelse af det analytiske syns‐ og grebsfelt går hér via
73 Lykke (2008: 84, 99f) placerer Butler i hvad hun kalder en ’mellemposition’ mellem feministisk post‐
strukturalistisk kønskonstruktionisme og kropsmaterialisme, med følgende begrundelser: Butler arbej‐
der med sammenhængen mellem biologisk og sociokulturelt køn, og hun er kritisk overfor (feministiske
konstruktionisters) dikotomiseringer mellem disse størrelser, og i stedet tilbyder hun en tækning om
biologisk og sociokulturelt køn som performativt tilblivende.
”En ny start” ‐ bevægelser i/gennem tid, rum, krop og sociale kategorier via begivenheden skoleskift 145