EN NY START - DPU

Spatialitet og temporalitet, igen
Temporalitet og spatialitet sættes gennem materielle‐diskursive praksisser af ’matte‐
ring’, hvor mattering forstås som simultant materialisering og betydningssætten. Hvad
vil det sige? Lad os kontrastere, som i begyndelsen, med Newtons tid rum koncepter,
hvor tid er ensartede, efter hinanden følgende individuelle momenter – en ’substans’
eller enhed, som er konstant og udenfor, som man kan måle forandring og bevægelse
efter. Spatialitet er alene et præeksisterende, fikseret, geometrisk rum, en container
for materialitet og mening. Barads forståelse er en anden, og for at gribe denne, er
nøglen igen dynamikken intra‐aktivitet:
”intra‐actions themselves matter to the making/marking of time. In other words,
spatiality and temporality must also be accounted for in terms of the dynamics of
intra‐activity.” (Barad 2007:180).
Spørgsmålet om ’forandring’ bliver ligeledes en nøgle i forhold til temporalitet og spa‐
tialitet – og en meget central nøgle i forhold til afhandlingens undersøgelse. Foran‐
dring/change kædes sammen med konceptualiseringen af temporalitet og spatialitet,
hvor Barad skriver:
”change is not a continuous mutation of what was or the unraveling of what will
be, or any kind of continuous transformation in or through time, but the iterative
differentiatings of spacetimemattering.” (Barad 2007:179, kursiv tilføjet).
Vi skal altså tænke tid og rum sammen, i figuren spacetimemattering (hvor mattering
er både materialisering og betydningsskabelse). Spacetimemattering er begreb for en
aktiv skabelse af grundlæggende men transformable – det vil sige ikke universelle ‐
kategorikomplekser. Og hermed bliver topologibegrebet igen relevant, som mulighe‐
den for at engagere sig i det forhold at der er en mangfoldighed af spacetimematte‐
rings. Det må kvalificeres analytisk, og analysestrategisk, idet vi ser på konditionerne
for, og udtrykkene af, lokalisering.
Topologibegrebet, uden ANT?
som har et ben i naturvidenskaben og i måder at (gen)tænke verdens materie som ’entangled’ (nogle
ville måske, kritisk, kalde det en ny stor fortælling), og at denne ambition udfolder sig netop gennem
diffraktiv læsning (en dialogisk læseform) af natur og social videnskab. Det er effektfuldt, og nærværen‐
de afhandling tager kun i nogen udstrækning konsekvenser af det tilbud, som ligger med det ’agentielle
realistiske’ perspektiv.
For interessant videre læsning, kunne Michel Serres og Gilles Deleuze være et andet bud på en tænker
af tid og rum, som arbejder henover disciplinerne, såvel som Barad. Ligesom at dele af Barads arbejde
ligger i tråd og forlængelse af Haraways arbejder.
”En ny start” ‐ bevægelser i/gennem tid, rum, krop og sociale kategorier via begivenheden skoleskift 61