EN NY START - DPU

også sagtens sidde i sofaen og arbejde samtidig. Men jeg tror bare, det er noget,
de andre, der ikke rigtigt, der er mange, der ikke rigtigt – ’sofaen slap af’, ’compu‐
teren arhh’, ’klasseundervisning, o.k. så kan jeg sgu godt lige lave noget, dér ser
læreren mig’. […]
Altså det er meningen, de skal lave deres opgaver, altså seriøst, de kunne have
fået så meget ros jo, så meget ros, hvis de bare gad bruge den tid, de bruger på
sofaerne, bare halvdelen af den tid, de bruger på sofaerne, på deres projekt. Det
er så vildt, jeg tænker, nej, det er ikke rigtigt, godt det ikke er mig, der sidder
derovre og laver ingenting. Jeg gider godt nok ikke gå i skole for at sidde i en sofa,
det kan du gøre derhjemme.
Malou: Oplever du det meget, det der med, at nogle går rundt og ikke laver no‐
get?
Johan: Det oplever jeg faktisk ret meget.
Malou: Ja. Hvad tænker du om det?
Johan: Altså jeg tænker ikke så meget over det der, altså jeg sådan kigger bare
den anden vej, fordi jeg faktisk ikke kan holde ud at se det.
Malou: nej, Prøv at forklare det, at du ikke rigtigt kan holde ud at se det?
Johan: Jeg synes, [pause] jaaaaa, [pause] det er vel, fordi at [pause] altså jeg‐
mine forældre er lærere, så på den måde er jeg også vant til at lave noget, og i
hvert fald at lave noget, det er noget, der er langt væk fra mig ikke at gøre en
indsats i det, man skal lave.
Malou: Så du synes, det er sådan lidt svært at forstå eller hvad?
Johan: Ja.
I intervieweksemplerne med Johan og Line ovenfor optræder en iagttager, som brydes
relativt emotionelt med observationer af hvordan x‐skolens pædagogik forløses og for‐
valtes ‐ særligt med kammeraternes udfoldelse af elevheder.
Man flytter sig fysisk fra pædagogikkens arkitektoniske‐sociale epicentre
(”Jeg kikker den anden vej”) (”Jeg gider godt nok ikke gå i skole for at sidde i en sofa,
det kan du gøre derhjemme”) (foruden også Michaels, fra før: ”jeg kan ikke arbejde i
klassen mere”). I eksemplet med Michael ovenfor foretog jeg en positiv betoning af, at
man kan tage sig væk fra praksisser, man ikke ønsker at være en del af. Men hvad
når/hvis denne tagen sig selv væk finder sted simultant med en social udsat position?
Med det ubehag og dets konsekvenser, som viser sig med Line og Johan, åbner der sig
”En ny start” ‐ bevægelser i/gennem tid, rum, krop og sociale kategorier via begivenheden skoleskift 177