EN NY START - DPU

tutionaliserede praksis er det ikke denne figur, som tegner tidsmæssigheden og den
institutionaliserede tids forhold til subjektet, derimod er det en problem‐
løsningskategorisering. Det er en ny måde at sætte den enkelte i forhold til det institu‐
tionaliserede, det er en anden bevægelse end den trinmæssige tidsmåling af alder og
færdigheder (det er på sæt og vis en terapeutisk relation). I forhold til skolelivet be‐
gynder vi også at se konturerne af ’klassen’ over for ’gruppen’ – at grupperinger orga‐
niserer klasserummet med ny intensitet alt den stund, at skolelivsaktiviteterne ikke er
organiseret i det disciplinære rums ’celler’ (altså hvor rummet er givet på forhånd og
børnene er bænket, individuelt og modtager indlæring i sin ’celle’).
I forhold til den analytiske iagttagelse af børnenes tidsbindinger, deres tagen den nye
start på sig, gennem problem‐løsningskategoriseringen får vi en bemærkelsesværdig
konsekvens, som handler om, at fortiden lukkes. Ubønhørligt. Fortiden bliver uopnåe‐
liggjort, fremtiden bliver det, der skal opnås, men ikke nås vilkårligt, men derimod sæt‐
tes både fortid og fremtid ind i figuren af problem og løsning. Børnene taler ikke om sig
selv som nogle, der drager forudsætningsløse og forventningsåbne ind i fremtiden, nej,
de taler om sig selv som nogle, der skal finde en løsning til et problem. Dette er en ge‐
nerel betingelse for alle børnene, at de står i dette scenarium. Subjektivitetsmulighe‐
den er altså dermed en aktiv konstruktion af tid og rum, hvor noget lægges bag sig,
mens man bevæger sig mod – og gør sig tilgængelig for ‐ noget andet, bestemt.
Line kan i denne sammenhæng betragtes som ’ikon’ på et ’selvansvarligt
subjekt’ som opstår i denne bevægelsesfigur: hun tager både ansvar for sig i en stadig
bevægelse mod mulig fremtidig succes. I hendes stadige arbejde med at lykkes frem‐
står institutionen endvidere som immuniseret: hun samler ansvar op for at tage sig selv
(sit nederlag) væk, i det daglige ved at ’slette det’ i landskabet og ultimativt, ved at hun
forlader skolen med udgangen af skoleåret. Hun tager altså ansvar for sit og skolens
rum, og for at gøre sig tilgængelig i de andres rum – vel vidende at det er hendes til‐
stedeværelse i de andres rum, der er afgørende for hvilken bevægelse hun skal tage.
Man kan se skolens immunisering som et samspil af (mindst) to faktorer – den institu‐
tionelle forventningsstyring kombineret med en undervisningsform/et pædagogisk
regime, hvor det er det sociale og relationelle der overordner eller organiserer det fag‐
lige (og som vi skal se på i senere laboratorier, den lærer‐elev relation, som emergerer
i det nye regime).
”En ny start” ‐ bevægelser i/gennem tid, rum, krop og sociale kategorier via begivenheden skoleskift 115