EN NY START - DPU

Og i sin tagen sig selv væk, bliver han desto mere synligt til en anden slags, eller i be‐
vægelsen væk/ud lukkes ned for én slags, og andre åbnes for tilegnelse.
Rummer klasseværelset en længsel mod – og giver det mon en forløsning af – at etab‐
lere sig som et subjekt af en anden tid og rum, så at sige? Eleverne kommer fra disci‐
plineringsrummet, som gør dem til objekter, gennem at blikke dem i inddelingens rum,
med den ’ro’ eller den mulighedsbetingelse/subjektbetingelse til følge, som ligger i
nogle rutiniserede spilleregler for at være god elev, og for at være elev i relation til en
lærer på de præmisser som kan ligge i at række hånden op (eller stille sig i kø ved kate‐
teret) og modtage hjælp, så man kan komme videre med sine opgaver. Denne mulig‐
hed for ’ro’, ’genkendelighed’ forløses ikke. Trækker eleverne mon spor med sig fra
disciplineringsrummet idet de arbejder med at meningssætte det nye klasseværelse
med – og i opposition til ‐ de sæt af betydninger, de kender i forvejen, betydninger fra
arrangementer hvorigennem de som subjekter reagerede på sig selv som objekter, og
derfor forventer at blive bedømt og få udstukket klare retninger af læreren og skolen?
Forventninger som rystes og som er under omformning gennem ny start maskineriet.
I interviewene er der således også den aktivitet i gang, at eleverne, i fortællingerne,
bliver til som den ene eller anden slags elev gennem at sætte rummet, på den ene eller
anden måde – gennem at fortælle sig frem i relation til rummene. Hvor fortællemulig‐
heden i det gamle rum er hvorvidt og hvordan man kan/ikke sidde stille, og i hvilket
omfang man gider lave noget, og hvordan lærer/elev relationen sættes herigennem, så
har vi med x‐skoleeleverne gang i nogle væsentlig andre slags fortællinger. Det handler
stadig om lærer/elevrelationen og det handler om adgangen til at blive den ene eller
den anden slags elev, men rummet er åbnet, ’omkransninger’ er noget, man må arbej‐
de for – man må finde ud af hvad det er for et rum, for selvom det ligner et rum man
kender, opfører det sig ikke helt som det rum man kender. – og man kan ikke spille sig
op mod læreren som det der producerer en modstandsfigur, som rummets grænser
træder frem igennem. Man skal både sætte det rum, som man kan undersøge hvorvidt
man er inklusionsberettiget i (hvilket viser sig, når andre knytter sig an til det) og man
kan, som Ryan i laboratorium 2 forsøge at iscenesætte et modstandsspil, som en ind‐
kransning af nuet i en afgrænselighed.
Indretning‐bevægelse‐tid
Rummene skal altså sættes, men hvordan med tiden? Lad os gribe tilbage til nogle af
de citater, som allerede er bragt:
172
”En ny start” ‐ bevægelser i/gennem tid, rum, krop og sociale kategorier via begivenheden skoleskift