Nyhedsbreve fra AMA 1999-2003 - Ankestyrelsen

Medlemmet klagede over afgørelsen, idet han anførte, at han var indforstået med ikke at få
dagpenge frem til afrejsen og én uge til, da han godt var klar over, at han var selvforskyldt ledig,
men at han ikke var indforstået med, at han skulle fratages muligheden for at få dagpenge i
udlandet.
Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at De var tilmeldt arbejdsformidlingen som
arbejdssøgende og var til rådighed for arbejdsformidlingen i mindst 4 uger forud for den 3.
september 2002, hvor De ønskede at rejse til Spanien.
Ankenævnet fandt således, at Deres hindring for retten til dagpenge – ”mellemperioden” –
bortfaldt på tidspunktet for Deres afrejse til Spanien. Ankenævnet fandt derfor, at De fra dette
tidspunkt opfyldte betingelserne for ret til en attest E303 til arbejdssøgning i Spanien.
Ankenævnet ændrede afgørelsen, således at medlemmet havde ret til en attest E303. (J.nr. 2002-
1-0645).
Ej ret til feriedagpenge for medlem som modtog kompensation for tabt arbejdsfortjeneste
for et antal ugentlige timer
Medlemmet søgte den 19. februar 2002 om feriedagpenge for perioderne 2. juli 2001 til 18. juli
2001, 28. december 2001, 4. februar 2002 til 8. februar 2002 og 18. april 2002 til 19. april 2002.
Medlemmet havde en ugentlig arbejdstid på 35 timer, og modtog kompensation for tabt
arbejdsfortjeneste i 2,5 timer om ugen, da hun havde en handicappet søn med hjerneskade.
Medlemmet fraskrev sig retten til tabt arbejdsfortjeneste for april 2002, og genoptog retten i maj
2002.
Medlemmet gjorde gældende, at modtagelsen af kompensation for tabt arbejdsfortjeneste ikke
betød, at hun ikke stod til rådighed, men alene, at hun havde fri hver anden onsdag mellem 8 og
13, således at hun havde mere tid til omsorg for sit barn, når han kom hjem fra heldagsdagpleje.
A-kassen traf den 25. juli 2002 afgørelse om, at medl. ikke opfyldte betingelserne for ret til
dagpenge under ferie. Dette skyldtes, at medlemmet ikke kunne anses for at stå til rådighed for
arbejdsmarkedet i 37 timer om ugen, men alene i 34,5 timer om ugen.
Direktoratet tiltrådte a-kassens afgørelse den 10. september 2002, idet de anså det for uden
betydning for sagens udfald, at medlemmet i april havde fraskrevet sig retten til tabt
arbejdsfortjeneste.
Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet netop modtog kompensation for tabt
arbejdsfortjeneste som en erstatning for den indtægtsnedgang, hun måtte have som følge af, at
hun ikke kunne påtage sig fuldtidsarbejde.
Ankenævnet lagde videre vægt på, at betingelsen for, at hun var berettiget til tabt
arbejdsfortjeneste, nemlig at hun havde en handicappet søn, stadig var opfyldt i april måned,
selvom hun denne måned havde fraskrevet sig retten til tabt arbejdsfortjeneste.