Nyhedsbreve fra AMA 1999-2003 - Ankestyrelsen

Kassen oplyste, at jo længere tid han var uden tilknytning til arbejdsmarkedet, jo sværere var det
at opfylde betingelserne for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis han ikke opfyldte disse
betingelser, havde han hverken ret til dagpenge eller efterløn. Han meldte sig ud af kassen i
januar 1996.
I juni 2001 anmodede han om genoptagelse af sit medlemskab af kassen, da han var blevet gjort
opmærksom på, at bopælspligten var ændret.
Han oplyste, at han, siden han ophørte med at arbejde, havde været ved bedste helbred og stået
til rådighed for arbejdsmarkedet.
Ankenævnet fandt, at medlemmet ikke kunne få efterløn med tilbagevirkende kraft fra sin 60
årsdag eller fra ansøgningstidspunktet, da han ikke kunne antages at have stået til rådighed for
arbejdsmarkedet.
Nævnet lagde vægt på, at medlemmet ikke, siden han rejste til Frankrig i 1994, havde været
tilknyttet arbejdsmarkedet.
Nævnet fandt ikke, at en erklæring om, at medlemmet havde stået til rådighed for
arbejdsmarkedet, i sig selv var tilstrækkelig dokumentation.
Nævnet henviste til, at det ifølge arbejdsløshedsforsikringsloven er en betingelse for ret til
efterløn, at et medlem opfylder betingelserne for ret til dagpenge, herunder bl.a. kravet om at stå
til rådighed for arbejdsmarkedet. (J.nr. 2002-1-0291).
Tilladelse til at se bort fra afbrydelse i indbetaling af efterlønsbidrag – medlemmet
havde været frihedsberøvet, og kommunen undersøgte muligheden for at hjælpe
Medlemmet havde været frihedsberøvet i 2 år til den 30. maj 2001.
I august 2001 fik medlemmet et slette- og frameldebrev med mulighed for at genoprette
medlemskab og efterlønsordning ved betaling inden 7. september 2001.
Medlemmet betalte medlemskontingentet, men var ude af stand til at betale efterlønsbidragene.
Den 27. august 2001 henvendte medlemmet sig til socialcentret, der undersøgte muligheden for
at hjælpe. Den 18. september 2001 meddelte socialcentret, at man ville hjælpe.
Efterfølgende meddelte kassen, at medlemmet ikke kunne bevare retten til efterløn, da
betalingsfristen den 7. september 2001 var overskredet.
Ankenævnet fandt, at der forelå en sådan særlig undskyldelig omstændighed, at der var grundlag
for at dispensere. Nævnet henviste til, at socialcentret havde påtaget sig hvervet med at
undersøge muligheden for at hjælpe med betaling uden at undersøge, om der var en
betalingsfrist, der skulle overholdes.