Nyhedsbreve fra AMA 1999-2003 - Ankestyrelsen

Han havde selv sagt op, fordi han var blevet træt af arbejdet, og fordi han gerne ville videre med
sin musik. Han tilmeldte sig arbejdsformidlingen den 16. september 2002.
På erklæring om supplerende oplysninger om drift af selvstændig virksomhed oplyste
medlemmet, at han drev selvstændig virksomhed som musiker. Han ejede og drev virksomheden,
der var påbegyndt den 1. januar 2001. Han var ikke momsregistreret. Der var ingen ansatte.
Virksomheden havde ikke tidligere været drevet som hovedbeskæftigelse. Han havde i 2002
brugt ca. 200 timer på virksomheden.
Medlemmet meddelte den 8. oktober 2002 arbejdsløshedskassen at,
• han fungerede som sangskriver, sanger, guitarist, keyboardspiller og programmør i bandet
xxx,
• han dagligt var i øvelokalet 6-8 timer,
• 2 af de 6-8 timer anvendtes til øvning med bandet dagligt,
• han herudover fungerede som bandets ”booker” hvilket medførte at han 2-3 gange om ugen
sendte nye demo-cd’er til spillesteder, koncertbureauer, pladeselskaber, festivaler m.v.,
• han hver dag brugte 2-3 timer på at sende mails,
• bandet derudover med jævne mellemrum indspillede nyt materiale i forskellige studier landet
over,
• en dag i studiet varede ca. 10 timer,
• bandet i september 2002 havde 7 studiedage,
• han ønskede at skabe de fornødne kontakter, så de gradvis kunne danne grundlag for en
egentlig karriere som professionel musiker.
Arbejdsløshedskassen traf den 11. november 2002 afgørelse om, at medlemmet ikke var
berettiget til dagpenge, da han ikke kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Medlemmet klagede den 13. november 2002 over afgørelsen og anførte at årsagen til at han
havde oplyst at han dagligt brugte 6-8 timer på at øve og 2-3 timer på at sende mails ud til
arbejdsgivere, var at han troede at han i karantæneperioden måtte gøre hvad han havde lyst til. I
karantæneperioden havde han brugt 22 timer om ugen i virksomheden. Fremover ville han bruge
10 timer om ugen i virksomheden idet han tidligere havde anvendt 12 timer om ugen på
ansøgninger.
Direktoratet traf afgørelse om at medlemmet ansås for at drive selvstændig virksomhed som
bibeskæftigelse, og at han ikke havde ret til dagpenge samtidig med bibeskæftigelsen.
Direktoratet fandt det ikke sandsynliggjort at medlemmets arbejde med virksomheden til enhver
tid kunne udføres uden for normal arbejdstid. Direktoratet havde lagt vægt på medlemmets
tidsforbrug i virksomheden, sammenholdt med hans mangeartede opgaver. Der var derfor tale
om bibeskæftigelse uden ret til dagpenge.
Ved indankningen anførte medlemmet bl.a. at han fandt sig stående til rådighed for
arbejdsmarkedet samtidig med udøvelsen af den selvstændige bibeskæftigelse idet han tidligere
havde haft fuldtidslønmodtagerarbejde samtidig med bibeskæftigelsen. Han havde troet at han
kunne foretage sig hvad han ville i karantæneperioden på de 5 uger. Da han åbenbart ikke måtte
dette, havde han nedsat omfanget af den selvstændige bibeskæftigelse.
28