Nyhedsbreve fra AMA 1999-2003 - Ankestyrelsen

Ankenævnet lagde ved afgørelsen af, at der er grundlag for at pålægge medlemmet ansvar for
tilbagebetalingen af kr. 25.727,- vægt på, at dette beløb måtte anses for fejludbetalt som følge af,
at medlemmet i juni måned 1999, efter i ca. 1 år at have modtaget fulde dagpenge som
fuldtidsforsikret, fra kommunen modtog godtgørelse for 7 timers tabt arbejdsfortjeneste ugentligt
med tilbagevirkende kraft til den 1. juni 1998.
Da medlemmet i den nævnte periode dermed havde fået dobbeltkompensation for 7 timer
ugentligt, dels i form af godtgørelsen for tabt arbejdsfortjeneste fra kommunen og dels i form af
dagpenge, der ligeledes udbetales som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, fandt ankenævnet, at
der var grundlag for at pålægge medlemmet ansvar for tilbagebetalingen af dagpengebeløbet
efter de almindeligt gældende retsprincipper om forudsætningslære og dobbeltforsørgelse.
Ankenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at den efterfølgende udbetaling af godtgørelse
fra kommunen dækkede samme tidsrum og formål som de udbetalte dagpenge for 7 timer
ugentligt, hvorfor tidligere modtagelse af godtgørelsen, ville have været til hinder for udbetaling
af fulde dagpenge. Der skulle således have været foretaget fradrag for godtgørelsen i
medlemmets dagpenge.
På det foreliggende grundlag fandt ankenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at
kassen allerede i april måned 1998 af medlemmet var blevet orienteret om, at han fik udbetalt
kompensation for tabt arbejdsfortjeneste fra kommunen. Ankenævnet lagde herved vægt på, at
kassen havde benægtet at have modtaget denne oplysning, som heller ikke var noteret, og som
medlemmet ikke på anden måde havde kunnet sandsynliggøre, at have givet til kassen. Da
situationen herefter reelt var den, at påstand stod mod påstand, sås der ikke ensidigt at kunne
lægges vægt på medlemmets forklaring med den konsekvens, at kassen blev pålagt ansvar for de
efterfølgende skete fejludbetalinger.
Ligeledes sås medlemmets forklaring ikke at kunne bevirke, at medlemmet blev friholdt for
ansvar for den skete fejludbetaling, idet der i forbindelse med tilbagebetalingskrav, der blev
støttet på almindelige retsprincipper om dobbeltforsørgelse, ikke krævedes nogen form for
subjektiv tilregnelse. Der var derimod tale om en objektiv ansvarsregel for den, der havde
modtaget to ydelser, der dækkede samme perioder og formål.
Ad 2.
Ved afgørelsen af, at medlemmet ligeledes måtte anses for ansvarlig for fejludbetalingen af kr.
8.352,- for perioden fra den 1. juni 1999 til den 19. september 1999 lagde ankenævnet vægt på,
at medlemmet undlod at oplyse kassen om, at han fra den 1. juni 1999 løbende modtog tabt
arbejdsfortjeneste for 7 timer ugentlig.
Medlemmet havde gjort gældende, at de manglende oplysninger til kassen skyldtes, at han ikke
fra kommunens side var blevet tilstrækkeligt vejledt om, at kompensationen kunne have
betydning for hans ret til dagpenge. Dette sås imidlertid ikke at kunne fritage medlemmet for
pligten til at oplyse kassen om kompensationen. Henset til at den udbetalte kompensation for tabt
arbejdsfortjeneste udgjorde ca. 3.800,- kr. (brutto) månedligt, kunne medlemmet ikke anses for at
have været i berettiget god tro om, at kompensationen var uden betydning for hans ret til
dagpenge.
Ankenævnet fandt på den baggrund, at der var grundlag for at pålægge medlemmet ansvar for
fejludbetalingen i medfør af § 86, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., idet medlemmet
måtte anses for at have handlet groft uagtsomt ved at tilsidesætte sin oplysningspligt.
24