PET'S OVERVÅGNING AF PROTESTBEVÆGELSER 1945-1989

Vietnambevægelsen 1965-1976
Splittelsen af Vietnambevægelsen 1968-1969
Vietnambevægelsen havde lige siden starten i 1964-65 bestået af en række forskellige
grupperinger, der spændte fra Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet
og kulturelle kredse på den ene fløj til det yderste venstre med kommunisterne,
trotskisterne og maoisterne på den anden. Der havde hele tiden hersket en latent
modsætning mellem den moderate og den radikale fløj i synet på bevægelsens
mål og midler. Den ene fløj bestod af ”humanisterne”, hvis mål var at presse
den danske regering til at tage afstand fra krigen ved at tiltrække så stor en del
af befolkningen som muligt. Denne fløj ønskede derfor, at bevægelsen skulle
være upolitisk, Vietnamindsamlingerne skulle være øremærkede til humanitære
formål, og demonstrationerne skulle have et fredeligt forløb. Et kendetegn ved
denne fløj var, at man benyttede sig af fremtrædende kulturpersonligheder til at
anbefale sine aktiviteter, sådan som man havde gjort i forbindelse med Russelltribunalet.
Den anden fløj bestod af ”antiimperialisterne”, som mente, at Vietnamkrigen
var et udtryk for den vestlige imperialismes udbytning af den tredje
verden. Krigen skulle derfor bruges til at bevidstgøre befolkningen, og den bedste
måde at vise sin solidaritet med det vietnamesiske folk bestod i at bekæmpe
det kapitalistiske system i Danmark og den øvrige vestlige verden. En del af denne
fløj så primært Vietnamkrigen som et middel til at bringe Danmark nærmere
det endelige mål: At omstyrte det bestående samfund, indføre socialismen og
forlade NATO. Den militante fløj ønskede derfor at bruge bevægelsen til at samle
de antiimperialistiske kræfter, man tog initiativ til at indsamle penge til våben
til det kæmpende Vietnam, og man afviste ikke, at det kunne være nødvendigt
at anvende vold mod statsmagten. 318 Denne modsætning blev endnu tydeligere i
kølvandet på demonstrationen den 27. april 1968.
Et første tegn på den begyndende splittelse var, da det hen over sommeren
1968 kom til et åbent brud mellem DSVK’s reelle leder Jens Otto Sand og DKP.
På overfladen drejede det sig om penge, men ifølge PET var parterne også uenige
i synet på Vietnambevægelsens fremtidige rolle. Sand havde siden 1966 været
kasserer for Vietnamindsamlingen Giro 1616, der oprindeligt var blevet iværksat
på trotskistisk initiativ, og som samlede ind til Nordvietnam og Viet Cong.
I maj 1968 rapporterede en af PET’s kilder om sine mistanker om, at alt ikke
var gået ordentligt til i indsamlingen. Der var angiveligt aldrig foretaget revi-
318 Johs. Nordentoft og Søren H. Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-
1972, s. 122-129.
98 PET’s overvågning af protestbevægelser 1945-1989