PET'S OVERVÅGNING AF PROTESTBEVÆGELSER 1945-1989

Vietnambevægelsen 1965-1976
kritisk for Sydvietnam. Den nye regering var imidlertid overbevist om, at det
var afgørende for USA’s troværdighed i opgøret med Sovjetunionen, at man
stod ved sine garantier over for Saigon-styret. USA optrappede derfor sit engagement
og forsøgte at bekæmpe Viet Cong ved hjælp af en blanding af militære,
økonomiske og politiske midler. Pentagon øgede antallet af militære rådgivere
til 16.300 i 1963, der blev indsat helikoptere for at gøre Sydvietnams tropper
mere mobile, og CIA iværksatte hemmelige operationer mod Nordvietnam.
Samtidig søgte man at fratage Viet Cong dets støtte ved at samle landbefolkningen
i befæstede landsbyer, og amerikanske udsendinge forsøgte at presse Diem
til at gennemføre politiske og sociale reformer. Da Diem viste sig upåvirkelig,
støttede USA indirekte et militærkup i november 1963. Da Kennedy kort tid
efter blev myrdet og afløst af vicepræsident Lyndon Johnson, var USA’s stilling i
Vietnam mere håbløs end på noget tidligere tidspunkt: Viet Cong havde vundet
yderligere terræn, de befæstede landsbyer havde ikke frataget oprørerne deres
støtte, og den folkelige utilfredshed med Saigon-regeringen var vokset. Resultatet
af optrapningen var, at konflikten var blevet militariseret, Saigon-styret var
blevet svækket, og en amerikansk tilbagetrækning på dette tidspunkt ville blive
opfattet som et nederlag i den kolde krig. 101
Selvom det stod klart, at situationen var uholdbar, fortsatte Johnson i 1964
forgængerens politik, og antallet af amerikanske rådgivere steg til 23.300. I begyndelsen
af august 1964 stødte amerikanske og nordvietnamesiske krigsskibe
sammen i Tonkin-bugten, og Kongressen vedtog en resolution, der bemyndigede
præsidenten til med alle midler at forsvare de amerikanske styrker mod angreb.
Det var den resolution, som den amerikanske regering henviste til, da USA et
halvt år senere indledte luftbombardementer og indsatte kamptropper. Det kom
senere frem, at den amerikanske regering havde fordrejet kendsgerningerne, og
at de amerikanske skibe i Tonkinbugten havde været involveret i hemmelige operationer
mod Nordvietnam, hvilket bidrog til at undergrave USA’s troværdighed.
Johnson-regeringen havde allerede besluttet sig for at eskalere krigen, men det
blev holdt hemmeligt, for at præsidenten kunne blive genvalgt i november 1964
på et løfte om, at han aldrig ville sende amerikanske soldater til Vietnam 102 .
101 Foruden foregående reference se endvidere T.G. Fraser and Donette Murray, America and the World
since 1945 (Palgrave, 2002), s. 114-117; Richard Crockatt, The Fifty Years War, s. 235-245; Robert J.
McMahon, The Cold War. A Very Short Introduction (Oxford University Press, 2003), s. 99-104.
102 Vedr. Tonkin-bugten se endvidere Tom Wells, The War Within. America’s battle over Vietnam (Henry
Holt and Company, 1994, 1996), s. 11-12.
PET’s overvågning af protestbevægelser 1945-1989 49