17.10.2013 Views

PET'S OVERVÅGNING AF PROTESTBEVÆGELSER 1945-1989

PET'S OVERVÅGNING AF PROTESTBEVÆGELSER 1945-1989

PET'S OVERVÅGNING AF PROTESTBEVÆGELSER 1945-1989

SHOW MORE
SHOW LESS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.

Vietnambevægelsen 1965-1976<br />

kritisk for Sydvietnam. Den nye regering var imidlertid overbevist om, at det<br />

var afgørende for USA’s troværdighed i opgøret med Sovjetunionen, at man<br />

stod ved sine garantier over for Saigon-styret. USA optrappede derfor sit engagement<br />

og forsøgte at bekæmpe Viet Cong ved hjælp af en blanding af militære,<br />

økonomiske og politiske midler. Pentagon øgede antallet af militære rådgivere<br />

til 16.300 i 1963, der blev indsat helikoptere for at gøre Sydvietnams tropper<br />

mere mobile, og CIA iværksatte hemmelige operationer mod Nordvietnam.<br />

Samtidig søgte man at fratage Viet Cong dets støtte ved at samle landbefolkningen<br />

i befæstede landsbyer, og amerikanske udsendinge forsøgte at presse Diem<br />

til at gennemføre politiske og sociale reformer. Da Diem viste sig upåvirkelig,<br />

støttede USA indirekte et militærkup i november 1963. Da Kennedy kort tid<br />

efter blev myrdet og afløst af vicepræsident Lyndon Johnson, var USA’s stilling i<br />

Vietnam mere håbløs end på noget tidligere tidspunkt: Viet Cong havde vundet<br />

yderligere terræn, de befæstede landsbyer havde ikke frataget oprørerne deres<br />

støtte, og den folkelige utilfredshed med Saigon-regeringen var vokset. Resultatet<br />

af optrapningen var, at konflikten var blevet militariseret, Saigon-styret var<br />

blevet svækket, og en amerikansk tilbagetrækning på dette tidspunkt ville blive<br />

opfattet som et nederlag i den kolde krig. 101<br />

Selvom det stod klart, at situationen var uholdbar, fortsatte Johnson i 1964<br />

forgængerens politik, og antallet af amerikanske rådgivere steg til 23.300. I begyndelsen<br />

af august 1964 stødte amerikanske og nordvietnamesiske krigsskibe<br />

sammen i Tonkin-bugten, og Kongressen vedtog en resolution, der bemyndigede<br />

præsidenten til med alle midler at forsvare de amerikanske styrker mod angreb.<br />

Det var den resolution, som den amerikanske regering henviste til, da USA et<br />

halvt år senere indledte luftbombardementer og indsatte kamptropper. Det kom<br />

senere frem, at den amerikanske regering havde fordrejet kendsgerningerne, og<br />

at de amerikanske skibe i Tonkinbugten havde været involveret i hemmelige operationer<br />

mod Nordvietnam, hvilket bidrog til at undergrave USA’s troværdighed.<br />

Johnson-regeringen havde allerede besluttet sig for at eskalere krigen, men det<br />

blev holdt hemmeligt, for at præsidenten kunne blive genvalgt i november 1964<br />

på et løfte om, at han aldrig ville sende amerikanske soldater til Vietnam 102 .<br />

101 Foruden foregående reference se endvidere T.G. Fraser and Donette Murray, America and the World<br />

since <strong>1945</strong> (Palgrave, 2002), s. 114-117; Richard Crockatt, The Fifty Years War, s. 235-245; Robert J.<br />

McMahon, The Cold War. A Very Short Introduction (Oxford University Press, 2003), s. 99-104.<br />

102 Vedr. Tonkin-bugten se endvidere Tom Wells, The War Within. America’s battle over Vietnam (Henry<br />

Holt and Company, 1994, 1996), s. 11-12.<br />

PET’s overvågning af protestbevægelser <strong>1945</strong>-<strong>1989</strong> 49

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!