PET'S OVERVÅGNING AF PROTESTBEVÆGELSER 1945-1989

EF-modstand 1960-1989
Op til det første valg til EF-Parlamentet i 1979 var Folkebevægelsen genstand
for intern uenighed. Stridspunktet var, hvorvidt politikere tilknyttet Folkebevægelsen
skulle opstille på bevægelsens liste, eller om partierne skulle have hver deres
liste og dermed opstille separat. SF var af den opfattelse, at partierne skulle opstille
hver for sig, da man ellers risikerede, at Folkebevægelsen ville tabe stemmer.
Et perspektiv var nemlig, at en modstander af EF i givet fald risikerede at stemme
på en DKP’er, skønt den pågældende kunne være antikommunist. Retsforbundet
tilsluttede sig denne opfattelse. I 1978 traf Folkebevægelsens forretningsudvalg
imidlertid en beslutning, der fremstilledes som et forsøg på at imødekomme SF
og Retsforbundet. Det besluttedes således, at intet politisk parti kunne opstille
kandidater på Folkebevægelsens liste. Det betød, at den enkelte politiker ikke
kunne stille op som DKP’er, men alene som Folkebevægelsens kandidat. For det
andet besluttedes det, at det alene var Folkebevægelsens landsmøde, der kunne
opstille kandidater. Og endelig blev der truffet beslutning om, at politikere opstillet
på Folkebevægelsens liste skulle repræsentere Folkebevægelsens idégrundlag
og agere i overensstemmelse med de betingelser, der blev fastlagt på bevægelsens
landsmøde. SF og Retsforbundet accepterede ovenstående, hvorefter nogle af deres
kandidater opstillede som repræsentanter for Folkebevægelsen.
Skønt SF og Retsforbundet var tilfredse, var kompromiset til DKP’s fordel,
idet den ovenfor skitserede ordning betød, at DKP’ere kunne opstille på Folkebevægelsens
liste og dermed undgå eller reducere den opmærksomhed, som
medlemskabet af DKP ellers ville have medført. Og under alle omstændigheder
kunne DKP’erne anføre, at de ikke stillede op som kommunister, men som
EF-modstandere; ganske som retsstatsfolkene og folkesocialisterne. 838 Da Folkebevægelsens
landsmøde i oktober måned 1978 vedtog sit valggrundlag, blev
ovenstående forhold stadfæstet, idet SF stillede forslag om, at DKP skulle opstille
selvstændigt. Dette afvistes dog med et argument om, at ingen af DKP’s kandidater
var kendte kommunister. 839
Valg til EF-Parlamentet blev afholdt den 7. juni 1979. Partierne grupperede sig
i tre: Det Konservative Folkeparti, Venstre og Centrum-Demokraterne ønskede
838 Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 102-104.
839 Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 106. I Folkebevægelsens bagland var der opstået en kreds
af såkaldte ”boykot-tilhængere”. De argumenterede for, at Folkebevægelsen skulle boykotte parlamentsvalget.
Argumentet var, at alene det at acceptere den dagsorden, som Fællesmarkedet satte,
var at anerkende dette. Boykot-tilhængerne omtales spredt i Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer,
s. 97-108.
PET’s overvågning af protestbevægelser 1945-1989 227