Effekter af specialundervisningen

autist, selvfølgelig, det ved vi jo også godt, at de er jo ligesom andre børn,
nøjagtigt på samme måde, men der synes jeg, man har stået med meget lidt,
når jeg har været på kursus. Der mangler noget, også udviklingen af pædagogiske
redskaber inden for de børn med vanskeligheder, som vi har på skolen.
Den viden, som ‘eksperter’ stiller til rådighed i form af kurser, hvor diagnosen er
udgangspunktet, opleves for snæver og risikerer at udvikle et fikseret og lukket
blik på eleverne. Et blik, som ikke opleves at være dækkende for det børnesyn,
som skolens pædagogiske medarbejdere er rundet af. Det at arbejde i praksis forudsætter
noget mere, fx kompetencen til at være nysgerrig og undersøgende i forhold
til enkelte elever i den kontekst, som skolen er, og hvor samspillet mellem elever
og lærere har stor betydning:
Og så finder man jo langsomt ud af, hvordan barnet så fungerer her sammen
med os og de udfordringer, vi sætter, og det er jo sådan en daglig viden,
kan man sige, hvor man hele tiden arbejder på at blive klogere på det barn.
‘Hvordan gør vi det? Og den vej går ikke, vi skal den vej rundt’ og sådan
noget. Og det er jo også en kompetence at have i forhold til børn, at man
simpelthen i samspillet udvider sig.
PPR opleves af undersøgelsens informanter at være langt væk fra specialpædagogisk
praksis … på trods af det store behov for konsulenter med en daglig kontakt
med og kendskab til de konkrete børn og de konkrete pædagogiske udfordringer,
som lærere står i. Lærerne ønsker, at der kommer fagpersoner udefra og giver kritisk
feed-back til deres praksis, men på en respektfuld måde.
Endelig formulerer lærerne et behov for, at der på tværs af skoler etableres nogle
rum for kollegial videndeling og sparring, fx i form af netværksdannelser. Især
lærerne fra almenpædagogiske miljøer står meget alene med deres specialpædagogiske
opgave:
• Vi står enormt meget alene.
• Jeg kunne godt tænke mig at få kontakt med andre, der arbejder med blinde
børn.
213