Effekter af specialundervisningen

I fællestime (hele 3. a) omkring den gode stol, hvor alle elever efter mod og
lyst siger noget om en fødselar, bidrog Winnie med at sige ‘han er en god
ven’. Det er ellers sjældent, at elever fra ‘det lille hold’ deltager aktivt her.
På koncerttur til København for hele 3. a er Winnie meget opstemt og godt
tilpas. Hun laver små digte i toget og tilslutter sig flere af de andre elever;
både piger og drenge. Hun finder sig tydeligvis godt tilpas, når hele klassen
er samlet.
Winnie viser stor begejstring for sjipning og boldspil i det gode forårsvejr.
Dette har en meget positiv, afsmittende effekt på de andre elever.
Hele 3. a laver gipsmasker. Winnie vil ikke have lavet kopi af sig selv, men
hun lægger sammen med en pige fra det store hold masker på to andre elever.
Fra individ til relation
Den afgørende (og grundlæggende) pædagogiske forandring i det specialpædagogiske
felt er imidlertid en forskydning fra en individfokuseret forståelse til en
relationel forståelse af problematikken. Det betyder en forståelse af, at barnet ikke
har vanskeligheder, men er i vanskeligheder, fordi fællesskabets måde at være fællesskab
på og dets dominerende fortællinger om det tilpassede barn også antages
at udgøre en del af problemet for barnet – og dermed en del af løsningen (Hedegaard
Hansen og Hedegaard-Sørensen 2004). Et sådant perspektivskifte får som
konsekvens, at det ikke er barnet, der skal integreres i det eksisterende fællesskab,
men at der sættes en bevægelse i gang i fællesskabet, som vil skabe nye betingelser
for barnets mulighed for at være en del af fællesskabet. Det er således fællesskabet,
der i første omgang skal sættes fokus på … og ikke barnets vanskeligheder.
I nedenstående eksempel har lærere fokus på elevers individuelle forudsætninger
og ikke på, hvordan fællesskabet må bevæge sig for at skabe betingelser for elevers
deltagelse:
275