Undervisning i andetsprogslæsning og -skrivning - Ministeriet for ...

2
Kommunikativ
kompetence
Når to personer, A og B, taler sammen, vil muligheden for, at
deres samtale forløber tilfredsstillende, øges, hvis de har en vis
fællesmængde af to slags viden: Systemisk viden (viden om de
sproglige regler) og skematisk viden (viden om verden og sociale
konventioner). Hvis der er mangel på fælles systemisk viden,
vil der blive lagt øget vægt på fælles viden om verden og
omvendt. Formålet med deres samtale vil almindeligvis være at
overføre meddelelser fra A’s viden om verden til B’s viden om
verden og vice versa. Hvis kommunikationen lykkes, vil det
medføre en forøgelse af den vidensmængde, A og B har tilfælles.
Sproget fungerer som et middel, der tjener det nævnte formål,
og er normalt ikke selv et formål. Hvis A ikke kender B’s sprog
vil kommunikationen selvsagt blive en noget besværlig sag,
men den er ikke umulig. Det er forbløffende, hvad der kan
kommunikeres, hvis parterne i en samtale deler viden og livsopfattelse
og er motiveret for at kommunikere, når der er overensstemmelse
i interesser og intentioner.
Men naturligvis er det normalt en alvorlig hindring for kommunikationen,
hvis A og B mangler et fælles sprog. Sproget er
et redskab til, at fælles viden om verden kan etableres. Men
oprettelsen af den fælles viden forløber slet ikke altid problemløst.
Hvis A og B deler sprog, har de mulighed for at etablere
en fælles referenceramme, men der kan sagtens opstå større eller
mindre forståelsesproblemer undervejs.
Sproget bruges til at forhandle sig frem til overførsel af information
for at opnå en større overensstemmelse i viden om verden.
Men det er ikke sådan, at forhandlingen først slutter, når
denne overensstemmelse objektivt set er opnået. Den slutter,
når samtaleparterne er tilfredse, fordi de mener, at de ved nok
til, at det tjener deres formål. Kommunikation er altid relateret
17