Multimodal Socialsemiotik & Levende Billeder

antagelserne kan være udgangspunkt for et mere generelt overordnet multimodalt
perspektiv på modes set i opmærksomhedsmæssigt (saliensmæssigt) perspektiv.
Norris sondrer ikke eksplicit mellem afsendersemiosis og modtagersemiosis, men
baserer sine antagelser på en form for overordnet analytisk perspektiv, hvor ’cues’
såsom blikretning og kropsdrejning signalerer, hvilken grad af semiotisk
opmærksomhed den enkelte handling får hos de interagerende individer. Man kan
argumentere for, at dette er problematisk i interaktionsanalysen, eftersom det ikke
er muligt at aflæse en modtagers opmærksomhed. Således kan bestemte handlinger
og hændelser rent faktisk tage opmærksomhed, selvom den interagerende ikke
retter blikket mod handlingen. Det vil være hensigtsmæssigt at flytte fokus fra de
interagerende individer til teksten som selve det kommunikative produkt, hvorved
det også bliver muligt at overføre tanken til andre kommunikationsformer end de
direkte interaktionelle. På denne måde bliver det selve de forskellige fremhævede
stimuli i teksten, som analyseres, og det bliver muligt at trække på forskellige former
for realisering af saliens fra socialsemiotikken (se afsnit 3.3.3). De stimuli som sættes
i forgrunden, kalder jeg primære semiotiske stimuli. De primære semiotiske stimuli
repræsenteres som mest saliente, hvorved de påkalder sig mest opmærksomhed,
mens andre fungerer som en slags baggrundsstimuli i den samlede sanseoplevelse.
Jeg kalder baggrundsstimuli sekundære semiotiske stimuli. Den sidste kategori, som
jeg kalder tertiære semiotiske stimuli, er stimuli, som træder så langt i baggrunden,
at de stort set ikke påkalder sig opmærksomhed. Alle stimuli har dog betydning,
selvom de ikke får den samme opmærksomhed. Således har tertiære stimuli ofte
interpersonel funktion og tilfører en form for modalitetsbaggrund (se 3.3.11 om
modalitet).
De stimuli fra forskellige modes, som påkalder sig mest opmærksomhed, er således
med til at bringe det mere overordnede mode, de er en del af, i forgrunden. Denne
analytiske multimodale tilgang er således direkte baseret på den multimodale
tradition, hvor intet mode i sig selv på forhånd har fået tillagt nogen særlig vægtning
(Baldry og Thibault 2006). Funktionen af den enkelte semiotiske stimuli kan være
vidt forskellig afhængigt af de kombinationer, de indgår i. Hierarkiet mellem de
forskellige involverede modes er således på ingen måde prædefineret, men
instantieres forskelligt fra den ene kommunikationssituation til den anden. Der
instantieres med andre ord et situationsunikt hierarki mellem modes i det samlede
multimodale udtryk.
103