Multimodal Socialsemiotik & Levende Billeder

modtagerskare, som de skriver til i deres tidligere værker. Der er dog ingen tvivl om
at Kress og van Leeuwen først og fremmest præsenterer et uvurderligt indsigtsfuldt
og ambitiøst bud på en beskrivelse af netop billeders komplekse ”transitivitet”. De
seneste tiltag til teorier om realisering af ideationel betydning i levende billeder
bygger mere på O’Tooles teorier om en socialsemiotisk tilgang til stillbilledet (især
O’Halloran 2004).
3.1.4 Rangsegmentering og ideationel betydning
O’Toole kalder den ideationelle betydning for Representationel function (Represen‐
tational function) (1994: 14), og refererer dermed eksplicit til selve det, at sproget
kan bruges til at repræsentere noget fra verden. Den overordnede funktion er
”Informing the viewer” (Ibid.), og det handler om “what the picture actually depicts
(…) it starts, at least, with a description of those features actually to be seen in the
painting” (Ibid.). O’Toole har ikke samme specificering i sin beskrivelse af billeders
betydningspotentiale, og er mindre leksikogrammatisk udfoldet end Kress og van
Leeuwens deskription. Til gengæld er hans rangsegmentering som nævnt et mere
nuanceret blik på relationerne mellem forskellige elementer i billedfladen, der griber
den kompleksitet mellem participanter og deres relationer, som ofte er udtrykt.
Denne rangsegmentering er en måde at beskrive nogle af de mekanismer, som rela‐
terer forskellige participanter og deres processer til hinanden, hvilket faktisk er
sammenligneligt med Hallidays verbalsproglige logiske metafunktion.
O’Halloran præsenterer som nævnt den første udfoldede deskription af systemerne i
levende billeders leksikogrammatiske betydningspotentiale. Hun baserer denne
deskription på O’Tooles rangsegmentering og opererer som eneste undtagelse i
forhold til hans kategorier med en afledning af Bordwells kategori the shot som
øverste niveau for levende billeder (2004). Både O’Tooles deskription af stillbilleder
og O’Hallorans deskription af levende billeder foregår på et meget lidt specificeret
niveau, hvor tilgangen til de enkelte systemer kan være mindre systemisk tekstnært
og mindre teorinært end det lingvistiske ophav lægger op til, hvilket kan resultere i
mere commonsense‐baserede betragtninger.
På niveauet Member findes ideationelt set ifølge O’Toole en del af en krop eller et
objekt, som spiller en selvstændig rolle i billedet (1996: 21). O’Halloran præsenterer
Temporal Member’s overordnede systemer som Body Part, Makeup, Facial Expres‐
175