Multimodal Socialsemiotik & Levende Billeder

vendelse. Den teknologiske udvikling beskrives som ovenfor nævnt af social‐
semiotikere som en løbende semiotisk demokratiseringsproces, hvor flere får adgang
og mulighed for at udtrykke sig inden for de enkelte medier.
Fra begyndelsen har levende billeder i form af film været kendetegnet ved at være et
omkostningsfuldt medie, som kræver høj teknologisk ekspertise. Omkostningerne
ved at producere levende billeder var betydelige i de første år, og de er hvad spille‐
filmen angår generelt steget støt frem til i dag, selvom der har været forskellige low‐
budget‐strømninger over årene 3 . Produktion af levende billeder er en bekostelig
affære, blandt andet fordi selve udstyret er dyrt at anskaffe, men også på grund af
det store mandskab, som kræves for at skabe en film. I de første pionerår konstrue‐
rede og udviklede filmskaberen selv kameraet og tilbehør (blandt de første var
Edison og Lumièrebrødrene i årene op til og efter århundredeskiftet), men selvom
udstyret efterhånden blev masseproduceret krævede både kameraet, råfilmen og
fremkaldelsen en vis økonomi (Bordwell & Thompson 1994: 454). Samtidig med
kameraets konstant tekniske udvikling steg de produktionsmæssige ambitioner, og
efterhånden blev det nødvendigt at have store økonomisk stærke produktions‐
selskaber. De kunne således producere spillefilm og forestå fremvisningen, som
blandt andet kræver biografer med fremvisere, lærred, siddepladser og mørklæg‐
ning. Med tonefilmens fremkomst i slutningen af 1920’erne blev produktionsteamet
udvidet væsentligt med lydteknikere og designere, og der krævedes yderligere
udstyr til lydoptagelse, postproduktion og afspilning af lyden 4 . Dette var med til at
grundlægge filmselskabernes magtposition og herunder blandt andet Hollywood‐
systemernes dominans (Ibid.:455).
Udbredelsen af tv og mulighederne for livetransmission fra efterkrigstiden udvidede
levende billeder som semiotisk område, og den nye måde at vise billeder ved hjælp
af et billedrør frem for projiceret på et lærred gav mulighed for en anden kommuni‐
kativ kontekst, idet de levende billeder blev bragt ind i de private stuer, hvor den
mindre tv‐skærm kunne beskues når som helst uden mørklægning. Som delvis
teknologisk og kunstnerisk innovation og muligvis modtræk mod fjernsynets frem‐
komst udvikledes filmens tekniske potentiale løbende med blandt andet vidvinkel,
scope‐bredformat og dybdefokus, hvorved det blev muligt at komponere billeder på
nye måder, som ikke lod sig gøre på tv‐formatet (Bordwell & Thompson 1994: 203).
3
One man documentary film og Dogmebølgen som eksempler på nogle større lavbudgetstrømninger.
4
Lydoptagelserne stillede også krav til dæmpning af kameraets støj, hvorfor kameraet blev både
større og tungere igen.
122