Multimodal Socialsemiotik & Levende Billeder

vektor i form af en pil i sig selv er en proces uden participant (2006: 71). Jeg vil
argumentere for, at pilen først og fremmest er der, altså at der er tale om en eksi‐
stentiel proces med pilen som participanten Eksistent. Dermed er den eksplicitte
vektor faktisk altid en participant, som så samtidig kan repræsentere en proces.
I levende billeder er vektorer ikke nær så centrale som i stillbilleder. For eksempel er
narrative aktionelle processer ikke realiseret af vektorer, men snarere gennem reelle
forandringer i billedfladen, der genkendes som forskellige former for bevægelse. En
aktionel proces med det semantiske indhold ”går”, realiseres for eksempel visuelt i
levende billeder gennem forandringer i billedets struktur, som skaber betydningen
ud fra en vis lighed med virkeligheden og genkendelighed i forhold til lignende
fremstillinger (se BAY016: 00:02‐08). Selvom der kan være en vis grad af lighed med
erfaringer fra virkeligheden, er der også flere elementer af levende billeders betyd‐
ningspotentiale, der ikke ligner dagligdagserfaringer såsom blandt andet montagen,
spring i tid og rum, modalisering af udtrykket og strukturering i forhold til rammen.
Dette forstår vi som ovenfor nævnt, fordi vi per erfaring har tilegnet os kendskab til
denne form for kommunikation.
3.1.6 Repræsenteret væren og gøren
Jeg vil argumentere for, at der i levende billeder, jf. Kress og van Leeuwens tilgang til
stillbilledet, er tale om to grundlæggende overordnede procesformer, nemlig i
forbindelse med participanter som er, og participanter som gør. Det er dermed en
inddeling i processer hvor der er tale om aktive handlinger, og de processer hvor der
ikke er tale om aktive processer, men snarere om selve ”væren” (tilsvarende acting
og beeing hos Arnheim 1974). De aktive processer benævner jeg Aktionelle proces‐
ser (Action of doing) og de ikke‐aktive Eksistentielle og Relationelle processer.
De eksistentielle processer har en særlig status, eftersom selve det, at repræsentere
noget i et billede, er et eksempel på en eksistentiel proces, hvor det, der er bragt ind
i semiosis, først og fremmest fremstilles som værende til stede. Jeg argumenterer
således for, at der helt grundlæggende altid er noget i såvel levende billeder som
stillbilleder. Der er dermed altid udtrykt en eller anden form for ”væren” eller måske
snarere ”udtrykt som værende (der)” i billedet. Selv i ekstreme eksempler såsom
ensfarvede flader eller ”sort skærm”, er den farvede eller sorte flade ”der”. Denne
”væren der” er helt grundlæggende for den ideationelle betydning i billeder, og
består så at sige af det helt fundamentale valg af de visuelle elementer som udtryk‐
kes i billedet. Denne grundlæggende ”væren der” kalder jeg en Eksistentiel proces
180