Multimodal Socialsemiotik & Levende Billeder

Leeuwen 2006: 12). De savner således et fokus på den tegnskabendes interesse i
kommunikationen og dermed på deres intentioner og subjektivitet.
2.2.3 Visuel grammatik
O’Toole argumenterer for, at en analyse af et billede må tage udgangspunkt i det,
der er i billedet, og i forlængelse heraf, det, der ikke er der. Således defineres betyd‐
ningen af et billede i høj grad ved det, der er valgt fra (fra det semiotiske betyd‐
ningspotentiale). For O’Toole er semiotik dermed studiet af de mærker, der konkret
er lavet på lærredet, de former, der er skabt i skulpturen eller de strukturer, der er
skabt i en bygnings arkitektur. Han mener, at for nogle mere klassiske semiotikere
(her hentydes til en lang tradition i forlængelse af Saussure herunder især Barthes)
er et værks forskellige delelementer principielt ækvivalente ”signifiers” for den
samlede betydning, som er ”signified”. I forhold til dette argumenterer O’Toole for
en funktionel semiotisk tilgang, hvor der, tilsvarende verbalsproget, er specifikke
systemer (af tegn), som opfylder bestemte funktioner i (kunst)værket. (O’Toole
1994: 170). Det bygger på helt bestemte grammatiske strukturer og systemer, som
lader sig beskrive gennem funktionel semiotik.
Kress og van Leeuwens har i Reading Images den erklærede målsætning at sætte den
visuelle grammatik på den videnskabelige dagsorden.
In our view, most accounts of visual semiotics have concentrated on
what linguists would might be regarded as the equivalent of ‘words’ –
what linguists call ‘lexis’ – rather than ‘grammar’, and then on the
‘denotative’ and ‘connotative’, the ‘iconographical’ and ‘iconological’
significance of the elements in images, the individual people, places
and things (including abstract ‘things’) depicted there (…) we will
concentrate, by contrast, on ‘grammar’ and on syntax, on the way in
which these elements are combined into meaningful wholes. Just as
grammars of language describe how words combine in clauses,
sentences and texts, so our visual ‘grammar’ will describe the way in
which depicted elements (…) combine in visual ‘statements’ of greater
or lesser complexity and extension.
(Kress & van Leeuwen 1994: 1)
48