Multimodal Socialsemiotik & Levende Billeder

processen stadig er i billedet, til næste, hvor den også er i billedet, vil være tale om
et abrupt klip (Bordwell & Thompson 1993:259‐62). I BAY019 00:03‐05 påbegynder
kvinden en bevægelse i den første indstilling, som fortsættes i den næste. Tilsvaren‐
de skal processer, som er rettet mod hinanden i det diegetiske rum, også være orien‐
teret mod hinanden i billedets flade. ”180°‐reglen” (line of action) er et eksempel på
hvorledes vektoriale relationer i fladen skal være konsistente mellem indstillinger
(Bordwell 1993: 262). Hvis for eksempel der over flere indstillinger repræsenteres to
elementer i samme diegetiske rum, må kameraet som udgangspunkt kun placeres på
den ene side af en implicit akse, som går mellem de to participanter, hvis forståelsen
af rummets opbygning skal opretholdes for beskueren. Placeres kameraet på den
modsatte side, vil elementerne skifte orientering i fladen, hvilket især bliver tydeligt,
hvis der er udtrykt aktionelle processer, som har en tydelig retning. Derved kan der
for eksempel være tvivl om, hvem der taler til hvem, eller om personer i billedet har
front eller ryggen til hinanden. Man kan argumentere for, at orienteringen og place‐
ringen af elementerne i billedfladen i forhold til rammen også er betydende for
kohæsion mellem indstillinger. Således vil en participant, som er tættere på rammen
eller som udfører processer ud af rammen skabe kohæsion. Hvis et element er place‐
ret yderligt i rammen, samtidig med at det tomme rum ikke udnyttes til en proces
eller et andet væsentligt element, kan det opfattes som et kompositorisk Setup, hvor
man forventer et Payoff i form af, at et element vil komme ind i rammen og optage
den tomme plads, hvorved billedet igen vil være i balance. Dette ses i BAY007: 00:07‐
09, hvor der er et relativt stort tomrum til venstre i rammen, mens manden er orien‐
teret mod højre. Dette giver en spænding i kompositionen (Setup), og dermed en
implicit forventning om at dette forløses, hvilket sker i den efterfølgende indstilling,
hvor kvinden kommer ind i billedet fra venstre (Payoff). Kontinuitetskonventionerne
er et komplekst område med diskursivt narrative implikationer, som jeg ikke har
mulighed for at udfolde yderligere i denne sammenhæng.
Audiovisuel kohæsion optræder, hvor lyd og billede ikke klippes samtidig, således at
enten lyden fortsætter hen over et klip i billederne eller omvendt. Lydbroen (sound‐
bridge) er et poetisk virkemiddel idet den binder sammen, forudgriber eller lader
noget klinge ud, hvilket ifølge Balazs er en væsentlig kunstnerisk mulighed (Agel
1972: 72). Lydbroen kan udtrykkes i en indstilling ved at lade lyden fra den næste
indstilling starte før klippet, således at overgangen varsles med lyden i en form for
auditivt setup, som forløses i klippets payoff. BAY005: 00:47‐54 er et eksempel på
dette, idet musikken begynder kort før klippet i billederne. Lydbroen kan også være
efter slutningen af en visuel indstilling, typisk ved nedblænding til sort, hvor lyden
233