Multimodal Socialsemiotik & Levende Billeder

elementer såsom for eksempel pile eller perspektiv, hvor forsvindingspunktet kan
udpege bestemte områder. Der kan også være tale om decideret ideationel
udpegning udført af participanter, som med fingre, lemmer eller blikretning udpeger
bestemte elementer i billedet. Jeg kalder denne form for kontrast Udpegnings‐
kontrast. I BAY019: 04:41‐44 udpeger teltets form og bardunerne kvinden i midten,
og i BAY011: 00:26‐31 udpeger linjerne fra det perspektiviske forsvindingspunkt
cremen. Kvindens blikretning i BAY011: 02:56‐03:02 udpeger brochurerne til højre i
rammen, og dernæst logoet.
I tekster, som består af tætskrevet tekst, er læsningen fastlagt og lineær, men i
komposittekster som i aviser og magasiner er læserækkefølgen (reading path) langt
mere springende (Kress & van Leeuwen 2006: 204). Der er dog ikke tale om helt frie
forløb. Ofte vil saliensstrukturen lede blikket gennem billedet, startende ved det
mest saliente element, og derfra til det næstmest saliente, til det tredjemest saliente
og så videre (Ibid.). Kress og van Leeuwen taler om ”the ’most plausible’ reading
path” (Kress & van Leeuwen 1996: 219) i visuel kommunikation, eftersom de ud‐
trykte salienshierarkier også er kulturelt betingede, og dermed kan forskellige indivi‐
der have divergerende læsninger af samme billede, men der vil statistisk set være
store sammenfald. Kress og van Leeuwen kalder filmiske fremstillinger lineære på
grund af det temporale forløb, som seeren er tvunget til at følge. Jeg vil argumentere
for, at det temporalt fremadskridende forløb er delvist lineært, men at de samtidige
visuelle elementer stadig kan læses nonlineært som simultan vertikal dynamik. Det
er ikke analytisk hensigtsmæssigt at tale om en decideret læseretning endsige en
læserækkefølge i forhold til levende billeder, idet øjets sakkadiske bevægelser i
skanningen af en visuel flade er langt mere kompleks end, hvad der kan beskrives
som bevægelser (Holsenova, Holmquist & Rahm 2006). Jeg vil til gengæld argumen‐
tere for, at man kan tale om forskellige niveauer af saliens, som, tilsvarende Kress og
van Leeuwens tilgang, er bestemmende for den relative opmærksomhed, bestemte
elementer i billedet vil få og fremstilles med henblik på at få. Således bliver den non‐
lineære vertikale læsning også restringeret af det temporale forløb, som bestemmer,
hvor mange niveauer, man kan nå at opfatte i salienshierarkiet. Hvis indstillingen er
kort, er der begrænset tid til at nå dybere ned i salienshierarkiet, end hvis den er
længere.
Med saliensformen Alternationskontrast argumenterer jeg for, at det temporale
forløb medfører at forandringer i sig selv har en tendens til at være saliente. Det kan
være ændringer af enhver art i billedet og i lyden, som påkalder sig opmærksom‐
213