Multimodal Socialsemiotik & Levende Billeder

svare mere eller mindre til den typiske modalitetsprofil for en given kodnings‐
orientering (Kress & van Leeuwen 2006: 171). Ved høj modalitet svarer den konkrete
modalitetsprofil tæt på overens med kodningsorienteringen, mens jo flere systemer
der afviger, og jo mere de afviger, desto mere udtrykkes lav modalitet. Når noget er
naturalistisk, er det upåfaldende og neutralt i forhold til forventningerne, hvilket vil
sige umarkeret. En lav modalitet er tilsvarende markeret og vil fremstå som et mere
subjektiveret valg, og dermed vil subjektiviteten i kommunikationen påkalde sig
mere opmærksomhed. Dermed har modalitet ikke blot at gøre med, hvor virkeligt
eller hvor sandt indholdet skal opleves, men også hvilken form for virkelighed og
sandhed der er tale om, og hvordan teksten forholder sig til denne.
Kress og van Leeuwens kodningsorientering er baseret på deres oprindelige forstå‐
else af visuel kommunikation som en form for et overordnet fælles mode (1996),
som inddeles i de fire overordnede modalitetskategorier. Selv i deres seneste mere
multimodalt forankrede forskning (1999, 2001, 2005, 2006) udgøres modalitets‐
kategorierne af disse tværmodale kodningsorienteringer. Jeg vil argumentere for, at
den teknologiske og den abstrakte kodningsorientering er resultatet af Kress og van
Leeuwens forsøg på at håndtere flere forskellige modes. Det kan således diskuteres,
om det er hensigtsmæssigt, at Kress og van Leeuwen ikke adskiller de forskellige
modes i deres kodningsorientering, men lader det ene mode (diagram) være den ene
ende af et kontinuum over ”virkelighedsgrad/sandhedsgrad”, mens den anden ende
udgøres af et andet (35mm fotografi) (2006: 166). Hvis man kigger på detaljerings‐
graden som eksempel på en modalitetsmarkør (se Detaljering nedenfor), er der
forskel på diagrammers og fotografiers fremførelse af detaljering, og det er efter min
mening problematisk uden videre at sætte dem på samme kontinuum. En blyants‐
stregtegning kan således have forskellige grader af detaljering, gående fra yderst
detaljeret til meget lidt detaljeret og dermed mere generisk fremstilling, men den
kan være meget enkel uden at være meget generisk, hvilket ses i karikaturer, som
kun viser (og overdriver) de bestemte visuelle karakteristika, som gør en person
genkendelig. På samme måde kan et fotografi være meget lidt detaljeret og dermed
modalitetsmæssigt yderst generisk ved for eksempel at over‐ eller undereksponere,
hvorved detaljer i billedet udviskes.
Tilsvarende visuel kommunikation, argumenterer van Leeuwen for, at modalitet i lyd
er et resultat af bestemte værdier inden for et antal modalitetsmarkører, målt i
forhold til en bestemt coding orientation i en given kommunikativ kontekst ”the
coding orientation used in (…) context, determines the modality value of a particular
273