Multimodal Socialsemiotik & Levende Billeder

skolens terminologi kaldes sætningens Theme. Theme fungerer som sætningens
udgangspunkt eller afsæt, hvor resten af sætningen, som benævnes Rheme, på
forskellige måder udfolder dette udgangspunkt. I forhold til dette kan systemet
Information beskrive, hvorledes bestemte elementer i sætningen fremhæves på
forskellige måder, hvorved de funktionelt fremstilles som det nye i sætningen, kaldet
New, set som modsætning til det allerede kendte, som kaldes Given. Frem‐
hævningen kan i skriftligt verbalsprog være for eksempel fed, understregning eller
kursivering, mens det i mundtlig verbalsprog realiseres gennem bestemte valg i in‐
tonationen. Som udgangspunkt følges Thema og Given samt Rhema og Ny oftest ad,
men der er mulighed for at konstruere andre markeringer af disse. Således er sæt‐
ningen ”Peter slog Jens” umarkeret en sætning, som blot rummer en beskrivelse af
en handling. Hvis Peter fremhæves således: ”Peter slog Jens”, er der ekstra fokus på,
at det var Peter, som slog. Hvis derimod Jens, fremhæves som: ”Peter slog Jens”, er
fokus, at det var Jens, som blev slået. Dette er et interessant eksempel på, at forskel‐
lige semiotiske systemer (Modes), i dette tilfælde grafisk markering eller intonation,
kan træde ind på forskellige niveauer i andre semiotiske systemer (dette uddybes i
kapitel 2.3 og 2.4 om multimodalitet). Et tredje tekstuelt leksikogrammatisk system
er Cohesion, som har at gøre med sammenkædning af teksten i forhold til kotekst og
kontekst, hvilket grundlæggende er et tekstuelt system, selvom sammenkædning
også fungerer på flere andre forskellige niveauer 2 . Her opereres blandt andet med
forskellige former for konjunktion og ellipse (Halliday 2004: 533).
Halliday inddeler med afsæt i metafunktionerne den situationelle kontekst i Field,
Tenor og Mode. Field refererer til de emner og handlinger, som udtrykkes ved hjælp
af sproget. Tenor refererer til sprogbrugerne og deres indbyrdes relationer og mål‐
sætninger. Mode refererer til den kanal, hvorigennem kommunikationen gennem‐
føres, herunder for eksempel om der er tale om monologisk eller dialogisk kontakt,
og om det er talt eller skrevet. Field er den del af konteksten, som defineres gennem
den overordnede handling den konkrete situation udgøres af, og hvilken grad af
specialisering, regulering der trækkes på. I det ovenstående eksempel kan Field
sammenfattes til ”forelæsning” og ”smalltalk”. Tenor er relationen mellem afsender
og modtager i situationen, hvilket blandt andet har at gøre med rollefordelingen
mellem dem, med magtrelationer og med deres indbyrdes affektive engagement.
2 Som for eksempel forskellige former for semantisk linking (Halliday 2004: 532).
39