Multimodal Socialsemiotik & Levende Billeder

mindre mislykket. Når der har været foretaget værdifulde semiotiske analyser af
visuelle fænomener, har dette ifølge ham
(…) haft sin årsag i anvendelsen af omhyggelig næranalyse baseret på
common sense, eller har haft sin årsag i at man har analyseret de
semiotiske systemer såsom fortællestrukturer, udsigelsesstrukturer og
mytiske strukturer, der forholder sig til trans‐semiotiske strukturer,
realiseret i såvel visuelle som sproglige medier. Men der er ikke inden
for semiotikken opstillet teorier og modeller om og af visuel kommuni‐
kation, der bare ligner de strukturelt‐semiotiske sprogteorier.
(Grodal 1994: 12)
Den visuelle socialsemiotik er i nogen grad enig i denne kritik af den visuelle
semiotik, og tilbyder som udgangspunkt netop en udtalt detaljeret strukturel beskri‐
velse af potentialet, som skal forsøge at forankre analysen i en metodologisk
stringens, så den ikke baseres på ren common sense (O’Toole 1994, Kress og van
Leewen 1996).
Metz inddrog senere psykologisk teori fra især Lacan og bliver dermed en væsentlig
figur i udviklingen af psykosemiotikken som forskningstradition. Gennem 70’erne og
de tidligere 80’ere er filmteorierne domineret af kritiske, fænomenologiske, fortol‐
kende og psykoanalytiske tilgange (især Lacan‐inspirerede), og med poststruk‐
turalismen skiftede det generelle fokus dermed i vid ustrækning fra de almene
tekstlige strukturer til den konkrete læser‐/seeroplevelse (Grodal 1994: 10). Flere af
disse tilgange til levende billeder ligger relativt fjernere fra den multimodale social‐
semiotiske teori end de tidlige (og senere) teorier, idet den stærke fokusering på
modtagerens oplevelse og forankringen af denne i individets psyke fjerner en del af
opmærksomheden fra selve teksten, som er socialsemiotikkens væsentligste fokus‐
område. Kritisk analyse har dog en indflydelse i den afart af socialsemiotikken, som
kendes som den SFL‐baserede kritiske diskursanalyse (Faircluogh 1989). Kritisk
diskursanalyse bygger dog på en stærk næranalytisk lingvistisk‐grammatisk for‐
ankring.
Bordwell lancerede med Narration in the Fictional Film (1985) den kognitive filmteori
som det første reelle brud med den lacanpsykologiske dominans (Grodal 1994: 10).
Bordwell (og Thompson) er en af de helt centrale figurer i den kognitive filmteori, og
den gentænkning og fusion af russisk formalisme (kaldet neoformalisme), struktura‐
130