Multimodal Socialsemiotik & Levende Billeder

2.5.6 Socialsemiotisk multimodalitet og levende billeder
Trods antagelsen om at den socialsemiotiske multimodale tilgang til levende billeder
vil være yderst frugtbar (Kress og van Leeuwen 1996: 15), er der ganske få eksempler
på dedikeret multimodal teori om levende billeder (Iedema 2001, Lemke 1998,
Martinec 2000, Thibault 2000, Burn & Parker (2003) og van Leeuwen 1999). I første
udgave af Reading Images belyser Kress og van Leeuwen for eksempel ikke levende
billeder som et samlet område, men berører emnet kortvarigt i eksempler fra især
tv‐nyheder (1996: 72, 77, 133, 138 og 149). I den seneste andenudgave af Reading
Images præsenterer Kress og van Leeuwen i et kortere afsnit (2006: 258‐265) argu‐
mentation for, at de fleste antagelser omkring det frosne billede ligeledes gælder for
det levende billede. Hodge og Kress erklærede sig i Social Semiotics (1988) grund‐
læggende enige i Eisensteins opfattelse af, at montagen er den væsentligste del af
levende billeders unikke betydningspotentiale. De er dog opmærksomme på, at ”a
full account of the language of film must include many other juxtapositions –
compositions within the frame or mise‐en‐scène or ‘vertical montage’” (Hodge og
Kress 1988: 175). De sammenligner skiftet i kameraposition mellem to indstillinger
med skiftet i social positionering mellem to ytringer, og således bliver en montage af
en serie indstillinger tilsvarende en sekvens af ytringer i en given diskurs, baseret på
lignende grundlæggende semiotiske transformationer.
I 2004 udkom Multimodal Discourse Analysis (O’Halloran 2004), hvori tre artikler af
Baldry, O’Halloran og Chiew danner et samlet afsnit om levende billeder. O’Hallorans
artilkel Visual Semiosis in Film (O’Halloran 2004: 109‐130) rummer det første bud på
en samlet socialsemiotisk deskription af levende billeder, som tager højde for det
multimodale samspil mellem flere modes. Artiklen udfolder en diskussion af anven‐
deligheden af O’Tooles tilgang til visuel kommunikation i forhold til levende billeder,
og den samlede model bygger også eksplicit på O’Tooles inddeling af billedets enti‐
teter i de fire rangniveauer Work, Episode, Figure og Member (mere om dette
nedenfor). O’Hallorans mål er at finde ”a method for capturing and interpreting the
spatial and temporal dynamics of visual semiosis.” (O’Halloran 2004: 109). Den hidti‐
dige multimodale socialsemiotiske tilgang til levende billeder bygger naturligt videre
på det Halliday‐inspirerede socialsemiotiske afsæt hos blandt andre Kress og van
Leeuwen samt måske især O’Toole, men hvor teorierne om stillbilleder bygger på
statiske forhold, er der væsentlige ændrede dynamiske forhold i levende billeder,
hvor der ikke er principiel uendelig tid til at granske billedet.
137