Multimodal Socialsemiotik & Levende Billeder

Hos Kress og Ogborn sættes sproget yderligere i periferien i diskussionen af det
multimodale kommunikationssyn på tekster: ”Language is likely to be a part of these
semiotic objects – though it might not – and often it might not be the dominant or
most significant mode” (Kress & Ogborn 1998).
Ifølge Kress og van Leeuwen havde verbalsproget før i tiden den højeste status, og
billedet fungerede i bedste fald som illustration. Derfor blev billeder blot set som en
samling, hvor verbalsproget var et system. I dag mener de, at billedernes anseelse
stiger gradvist. Dermed bliver billederne også opfattet mere og mere kodificerede,
og der kan derfor undervises præskriptivt i dem og foretages mere grundige kontrol
af det, der ”formuleres” visuelt. Visuel kommunikation er faktisk dominerende i kraft
af nye tekniske muligheder i både print og især elektronisk tekst. Verbalsproget er
samtidig faldet i status, det vægtes mindre, og der bliver undervist mindre stringent i
korrekt formulering. Der laves og accepteres flere sproglige fejl, men samtidig er
sprogbrugen til gengæld måske blevet mere kreativ og fri (van Leeuwen 2005: 52).
Samtidig med at verbalsproget mister mere og mere af sin magt/dominans, er der
flere lingvister, som ikke ser sproget som et minimalt sæt regler til at skabe uendeligt
mange lingvistiske udsagn, men derimod et mere leksikalsk end grammatisk syn,
hvor fragmenter af sprog set som et stort labyrintisk lager af ord og ordklynger udgør
potentialet, på nøjagtig samme måde, som man traditionelt har opfattet det visuelle
’mode’ (van Leeuwen 2005: 51). Ord og sætninger (og alle andre former for kom‐
munikation) har således et ”signifying potential rather than specific meanings, and
need to be studied in the social context” (van Leeuwen 2005: 5).
any semiotic mode can either be used according to the principle of
‘single articulation’ or according to the principle of ‘double
articulation’, either understood and used as a loose ‘collection’ of
readymade signs, or understood and used as tightly structured, rule
governed system, with a ‘phonology’ and a ‘grammar’.
(van Leeuwen 2005: 51)
Verbalsproget er ikke længere ophøjet og baseret på specifik betydning til et
bestemt udtryk, det er ikke det eneste sted hvor betydning dannes, og de øvrige
kommunikationsformer er ikke blot ”ekstra‐lingvistiske”, perifere eller mindre
væsentlige. Verbalsproget er langt fra den eneste væsentlige form for semiosis, og
hvad vigtigere er, og måske sværere at overbevise lingvister om, ofte langt fra den
72