Multimodal Socialsemiotik & Levende Billeder

kommunikative mål i forhold til at udtrykke betydning i en bestemt kommunikativ
sammenhæng (kommunikationssituation / situationel kontekst). Relationen mellem
systemet og den konkrete realisering kaldes Instantiering (Instantiation), og dette
opfattes som et kontinuum gående fra system til tekst (instance). Systemenden er
således det samlede bagvedliggende potentiale, og tekstenden er de konkrete
eksempler på instantieret betydning (Frimann 2004).
Eftersom sproget først og fremmest ses som en ressource for instantiering af betyd‐
ning, bliver ”grammar” det værktøj, som anvendes til at beskrive og organisere dette
potentiale teoretisk. Frem for at placere sprogets formelle komponenter som
centrale, og fokusere på syntaktiske strukturer, tager SFL som sprogteori udgangs‐
punkt i sprogets funktion, og som følge heraf i hvad og hvordan sproget
kommunikerer. Dermed er grammatikken ikke et forudgående regelsæt, men skal
derimod beskrive sproget i brug, og netop denne deskriptive tilgang til sproget er
ifølge Halliday et af de væsentligste områder, hvor SFL adskiller sig fra de traditionelt
mere præskriptive og normative grammatiske traditioner. Sprog er hvad sprog‐
brugere rent faktisk anvender i forskellige kontekster, og grammatik er sprog i brug i
forskellige diskurser.
SFL tager udgangspunkt i den sociale kontekst og undersøger, hvorledes sproget
både agerer ud fra og er reguleret af denne. Når sprog er en systematisk ressource til
at udtrykke betydning i en kontekst, er lingvistik for Halliday studiet af, hvordan indi‐
vider anvender verbalsproget til at udveksle betydning. Netop fordi sproget
eksisterer i en kontekst, må det undersøges i forhold til denne kontekst. Dermed er
de mulige valg fra betydningspotentialet, det, der er kommunikativt velegnet i en
given kommunikationssituation i en given kultur. Selvom hele betydningspotentialet
i princippet altid er til rådighed, vil der således typisk reelt ikke være adgang til hele
sprogsystemet, da det kun vil være specifikke dele af potentialet, som typisk vil være
velegnet i bestemte situationelle kontekster. Disse typer af situationsafhængige
”delpotentialer”, som befinder sig mellem system og tekst på instantieringsaksen
kaldes registre (Halliday 2005: 27). De er beskrivelsen af bestemte kategorier inden
for lingvistisk variation set i forhold til den situationelt kontekstuelle sammenhæng,
betydningsudvekslingen udspilles i. Andersen og Smedegaard definerer registre som
”en konfiguration af semantiske ressourcer, som medlemmerne af en kultur
associerer med en bestemt type af situation” (2005: 374). Registrene er en konse‐
kvens af de metafunktionelle aspekter af konteksten, som Halliday kalder Field,
Tenor og Mode, og afspejles gennem de leksikogrammatiske valg. Disse tre kon‐
33